Man påstår, at man kan lære af historien ikke kun årstal og kongerækker, men også noget om, hvordan og i enkelte tilfælde hvorfor tingene udviklede sig, som de gjorde. Historien giver umiddelbart svarene det interessante er alene, hvilke spørgsmål den er svar på.

Overenskomst 2002 er ved at blive historie, og det må være på tide at få svar. Gik det så galt, som hovedstyrelsen spåede? Var det klogt at følge daværende oppositionsleder og nuværende formand, Anders Bondo Christensen, der i Folkeskolen den 5. april 2002 udtalte et rungende: »Nej til historisk lave lønstigninger«. Og var det udtryk for indsigt, når den da- og nuværende næstformand udtalte: »... jeg stemmer først og fremmest nej, fordi mæglingsforslaget er for langt fra vores hovedkrav om mærkbare reallønsforbedringer«. 71 procent af lærerne fulgte som bekendt de politiske råd om at stemme nej til den elendigste overenskomst i mands minde kun fire procent stemte ja.

I »KK«, Københavns Lærerforenings blad, kan man i nummer 2 den 26. januar 2005 læse en artikel om Overenskomst 02 en evaluering af, hvordan det faktisk gik for en række tilfældigt udvalgte medlemmer? Der dokumenteres lønfremgange på mellem 12 og 17 procent for henholdsvis lærere og børnehaveklasseledere endda uden at medregne værdien af de to feriefridage. Disse tal antyder en ganske god reallønsfremgang, når man ved, at inflationen i perioden er seks procent. Måske er det kun i København, at Overenskomst 02 har givet reallønsfremgang det er nok anderledes i resten af landet.

Jeg vil opfordre Folkeskolen til at foretage en form for evaluering af Overenskomst 02? Hvordan gik det egentlig ude i virkeligheden?

Når en sådan opgørelse foreligger, er jeg sikker på, at mange vil kunne lære en hel del af den historie. Nogen vil måske begynde at stille de rigtige spørgsmål.