Debat

Respekt for hinanden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvem skal bestemme, hvilke bø­ger der må bruges i skolen? Politikere, præster/imamer, an­meldere, forældre eller læreren selv?

Vi har metodefrihed. Det betyder, at vi er bundet af formål og læseplaner i forhold til, hvilke emner vi skal undervise i, men at vi som lærere selv professionelt må vurdere, hvordan og med hvilke materialer vi vil undervise.

Med hvilken ret kan Annette Westrup i sin anmeldelse af bogen »Ung kærlighed nyttig og nænsom viden« af Ann Mari Urwald i Folkeskolen nummer 1-2 skrive, at denne bog ikke må bruges i skolen som lærebog?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Annette Westrup argumenterer ud fra formålsparagraffen til seksualundervisning. Hvis hun studerer denne formålsparagraf, vil hun finde ud af, at bogen i allerhøjeste grad lever op til formålet. Der står, at »eleverne skal tilegne sig indsigt i vilkår og værdier, der påvirker sundhed, seksualitet og familieliv«, og at undervisningen skal »knyttes til elevernes egne oplevelser, erfaringer og begreber «

Desuden står der i stykke 3, at »undervisningen skal i enhver henseende bidrage til, at eleverne udvikler forudsætninger for, at de i fællesskab med andre og hver for sig kan tage kritisk stilling og handle for at fremme egen og andres sundhed«.

Jeg synes, at denne bog i høj grad læner sig op ad dette formål. Udgangspunktet er netop, at der er respekt for, at muslimer først må dyrke sex, når de er gift, men at de unge for at kunne træffe de rigtige valg og passe på sig selv og andre må vide noget om seksualitet længe før.

Folkeskoleloven lægger vægt på, at undervisningen tilrettelægges for og sammen med den enkelte elev, og at den planlægges i samarbejde med forældrene. Der er ikke, som Annette Westrup fejlagtigt tror, tale om en forhandlingssituation, men om en ægte lydhørhed og respekt over for de elever og forældre, vi har med at gøre. Det må jo netop være det, som undervisningsdifferentiering går ud på. At vi med udgangspunkt i vores elevers forskellighed formår at få undervist på en måde, så de alle får indsigt i de almene og grundlæggende forhold, som er målet for vores undervisning.

I øvrigt har jeg svært ved at forstå, at seksualundervisning skulle blive bedre af, at læreren slynger om sig med termer som »pik, kusse og bolle« eller andre i mine øjne afromantiserede udtryk.

Bogen pointerer, at pornografi er fiktion og ikke har hold i virkeligheden. Dette kan jeg ikke se noget galt i. Mine erfaringer fra samtaler med unge (danskere såvel som tosprogede) er, at en sådan pointering i allerhøjeste grad er på sin plads, idet mange unge baserer deres viden og opfattelser om sex på pornografien. Det er jo netop dette, vi som skole skal være modvægt til med oplysning og indsigt.

Hvad det helt præcist er, at Annette Westrup har fået galt i halsen, forstår jeg altså ikke. Måske er hun generelt imod integration i form af gensidig tilpasning og af den opfattelse, at tosprogede blot skal assimileres ind i dansk tankemåde og modeluner.

Selv går jeg ind for respekt, pli og sensitivitet i lærerjobbet, især når det gælder så følsomt et emne som seksualitet.

Powered by Labrador CMS