»Skal man være ansat på en skole, går det hele op i møder og brok over børn og forældre. Det er så destruktivt. Hvor er tiden til at være til stede med børnene og til at undervise. Som ansat i et vikarbureau kan man nøjes med at passe sin undervisning«, mener Ilona Loh­mann.

Hun er 41 år og har undervist i mange år som folkeskolelærer på to skoler. Nu er hun med i Pædagogisk Vikarbureau og har haft to vikariater. I øjeblikket arbejder hun dog som almindelig vikar på en specialskole. Får hun chancen, skifter hun igen til bureauet.

»Skolen er blevet sådan, at vi alle skal holde på den samme blyant på samme tid. Der er for mange møder, hvor vi skal bekræfte hinanden i, hvor ens vi er, og så tester vi på alt det, vi ikke kan. Lærermøderne er ikke andet end brok, brok, brok, og alle er fuldstændig nede i kælderen bagefter«, mener Ilona Lohmann.

Hun synes, at lærerne bruger for meget tid på at kritisere børn og forældre.

»Vi taler så meget om rummelighed. Men jeg synes ikke, der er sket noget. Der bliver en masse snak, og man taler om den nye lærerrolle, hvor man træder et skridt tilbage og lader børnene komme til orde. Men i praksis har jeg ikke set den. Det er stadig læreren, der bestemmer, og børnene skal opføre sig ordentligt. Lærerne ser ikke børnene i øjnene. Vi skal tilbage til, at vi har tid til at lytte. Hverken forældre eller lærere har tid. Alle er pressede«, siger Ilona Lohmann

Men hun kan lide børn, og hun er vild med at undervise. Det fokuserer hun på.

»Børnene er glade, når der kommer en som mig. Jeg lytter, og jeg koncentrerer mig om alle de små ting, der sker. Når jeg så kører hjem, samler jeg på lykkebringende historier, jeg har hørt og de fremskridt, der trods alt er sket. Det giver energi og overskud. Det kan man gøre som ansat i vikarbureauet«, siger Ilona Lohmann.

hbjorgensen@dlf.org