Folkeskolens leder:

Prestigen styrtdykker

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bente Sorgenfrey blev valgt som formand for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) med den erklærede holdning, at hun ville gøre hovedorganisationen mere synlig. Den politik går det rigtig fint med at realisere, og hun har fået god hjælp fra sine gamle kampfæller i BUPLs forbundsledelse. Deres fælles præstationer har i den grad udløst medlemsengagement og presseomtale.

BUPLs åbningsnummer var, at forretningsudvalget bevilgede tre chefer fratrædelsesgodtgørelser for 4,4 millioner kroner, selv om de ikke var blevet fyret. Man ville undgå en arbejdsnedlæggelse i sekretariatet og uheldig medieomtale. Det har unægtelig været et svært dilemma.

Og sagen bliver ikke mindre kompliceret at kigge på, hvis man spoler den endnu længere tilbage. Den gnist, der tændte branden, var en advarsel til fællestillidsmanden i forbundshuset, en advarsel, som ved en eskalering af sagen kunne have ført til en bortvisning og dermed til en omgåelse af tillidsmandsbeskyttelsen. Det blev der forståeligt nok reageret imod.

Men problemet var, at hans chef flere gange havde fortalt manden, at han ikke måtte tage sin hund med på arbejde. Da han så alligevel troppede op på et kursus med hund faldt advarslen fra den øverste chef. Også det virker særdeles forståeligt.

Men der var lagt op til advarslen gennem flere år, så den skriftlige advarsel kom også til at handle om alt muligt andet end hunden. Efter yderligere tumult underkendte det politiske forretningsudvalg advarslen, og derefter fulgte pengene til de tre chefer. Så vidt, så skidt. Men strejken i BUPL blev undgået, og man undgik presseomtale.

I FTF har man, længe før Bente Sorgenfrey blev valgt, besluttet at oprette en ny stilling som udviklingschef. Det var den nyvalgte formand enig i, og stillingen blev slået op. Man var enige om, at den mest kvalificerede af de 42 ansøgere var en af de fratrådte chefer fra BUPL, og han blev ansat.

Formelt har beslutnings- og ansættelsesprocessen været helt efter bogen, og hvis det hele var foregået i det private erhvervsliv, ville der ikke have været en kat, der havde gøet. Men nu er det i fagbevægelsen, og medlemmerne har i den grad fokus på alt, hvad der lugter af kammerateri og pamperi. Og det er godt. Ryd op eller forsvind, siger medlemmerne i BUPL.

Forretningsudvalgets medlemmer har stillet deres mandater til rådighed på en ekstraordinær kongres, og den netop valgte formand, Annette Trads Hansen, ved ikke, om hun vil genopstille. Pengene fosser ud af kassen, prestigen styrtdykker, og i forbundshuset dukker man sig. Det kan blive særdeles vanskeligt at finde kvalificerede ansøgere til de tomme chefstole.

I FTF er formanden nede til tælling på grund af sin politiske fejlvurdering, og hele fagbevægelsen har lidt skade. Sørgeligt, men sandt.

Det er godt, at den slags ikke kan holdes hemmeligt i 2004.

-th

Læs side 12

Og hele fag­bevægelsen har lidt skade