Med folkeskolereformen kom et krav om, at folkeskoleelever i løbet af skoledagen skal bevæge sig 45 minutter dagligt. Intentionen er god. Rigtig god endda. Bevægelse er sundt, godt for indlæringen, og det skaber afveksling i skoledagen. Men det er resultaterne ikke. Langtfra alle skoler er i mål. Jeg mener, at vi frem for at dunke skolerne i hovedet med et stift og formalistisk krav bør se på, hvordan vi i langt højere grad støtter skolernes arbejde med at sætte fut i eleverne. Vi har jo heller ikke lovgivet om, at der skal sættes 23 minutter af til gruppearbejde, 11 minutter til tabelterperi eller 17 minutter til fri fantasi.

En undersøgelse fra Dansk Skoleidræt viser, at 58 procent af alle folkeskoler i Danmark lever op til kravet om bevægelse. Gad vide, hvordan det tal ville have set ud, hvis vi havde vist folkeskolelærerne og pædagogerne tillid til, at de kan løse opgaven? For mig at se er bevægelseskravet landet som en misforstået overstyring. At skemalægge bevægelse helt rigidt udviser mistillid og en risiko for tab af mening - og mistillid og meningsløshed kommer der sjældent gode resultater ud af. Det kommer der derimod af at føle ansvar og tillid.

Jeg har stor tiltro til lærere og pædagoger på skolerne. Jeg ved, at de, bedre end nogen andre, har fornemmelse for elevernes behov. Derfor er det kun logisk, at det er dem, der sørger for bevægelse i hverdagen, hvor det giver mening. Frem for at stirre os blinde på kravet skal vi fortsat udvikle tilbud og undervisningsmateriale, dele gode erfaringer og skabe relationer til samarbejdspartnere både i og uden for skolen, som alt sammen kan understøtte mere bevægelse i folkeskolen til gavn for elevernes læring.