Nej til et terpesamfund

Trivsel og harmoniske børn skal sættes på dagsordenen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis Ebba Bigler sidder i Folketinget efter valget, vil hun arbejde for, at folkeskolens bygninger, undervisningsmaterialer og lærernes efteruddannelse bliver opdateret. Og så skal der kigges på klassekvotienten, som er blevet for høj.

Et af Minoritetspartiets grundprincipper er, at hvert menneske er unikt. Det gælder også børn.

»Vi tager udgangspunkt i, at hvert barn har sine egne unikke muligheder, og de skal tilgodeses i folkeskolen. Det kan de ikke blive, når der sidder 28 elever i klassen«, siger folketingskandidat Ebba Bigler.

Hun har ikke nogen konkret holdning til folkeskolens formålsparagraf, men understreger, at der skal være plads til alle i folkeskolen.

»Det er udgangspunktet for vores politik, at der skal være frihed og plads til forskellighed. Vi vil have trivsel og harmoniske børn sat på dagsordenen. Vi vil have fysiske og kreative udfoldelsesmuligheder ind i folkeskolen. Vi vil ikke have et terpesamfund, hvor børn testes ind i et voksensamfund«, siger Ebba Bigler.

Derudover vil Minoritetspartiet styrke ledelsen på skolerne, så skolelederne aflastes rent administrativt og får mere tid til personaleledelse og pædagogisk udvikling blandt lærerne.