Tid til fordybelse

Man skal fastholde børns videbegærlighed og nysgerrighed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Man skal hellere investere massivt i folkeskolen end nedsætte pasningstaksterne og skrue op for børnechecken. Man bliver nødt til at foretage en stor investering i skolen over nogle år. Mange kommuner har sparet meget på de fysiske rammer, og det giver et dårligt arbejdsmiljø og dårlige rammer for børnenes indlæring«, siger Centrum-Demokraternes uddannelsespolitiske ordfører Susanne Clemensen.

Hun mener, at lærerne skal efteruddannes mere, at der skal bruges penge på tidssvarende undervisningsmaterialer og it. Derudover er det vigtigt, at klassekvotienterne sættes ned, så der maksimalt må være 22 elever i en klasse.

Susanne Clemensen bakker op om folkeskolens formålsparagraf.

»Det vigtigste er, at folkeskolen skal søge at skabe rammer om oplevelse, virkelyst og fordybelse. Vi synes, det kniber i dag. Det er svært at have rammer og undervisningsmidler, der gør, at man kan skabe spændende undervisning. Man mangler den tid, der er nødvendig, for at man kan fordybe sig mere i undervisningen, end man kan i dag. Man skal blive ved med at fange den videbegærlighed og nysgerrighed, børnene har, når de begynder i skolen«.

Susanne Clemensen er mor til en datter på syv måneder. Hun håber, at datteren vil møde en folkeskole, der er en helhedsskole.

»Vi vil gerne have, at skoledagen udvides, sådan at også de små skal være i skole til klokken tre om eftermiddagen. Det gælder om at få integreret fritidsordningen i skolen. Der skal være flere tilbud af dans, drama og musik og større mulighed for at integrere det i undervisningen«.

Centrum-Demokraterne var med, da folkeskoleforliget i 1993 blev indgået. I 2002, da regeringen dannede en ny forligskreds, var Centrum-Demokraterne ikke i Folketinget.

»Jeg har det underligt med det. Vi er ikke modstandere af, at der kommer en time mere i dansk, at der kommer mere historie, og at engelsk begynder tidligere, men vi mener ikke, at folkeskolen har fået den opmærksomhed, den fortjener. Man bør organisere folkeskolen på en helt ny måde og investere flere penge«.