Ja til test – for elevernes skyld

Det er et problem, at man for ofte møder en skole, der ikke ved, præcis hvor langt man er med den enkelte elev

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Folkeskolens formålsbestemmelse afspejler den betydning, som den fælles folkeskole har som Danmarks vigtigste samfundsinstitution«. Sådan lyder svaret uden tøven fra Socialdemokraternes politiske ordfører, Frank Jensen.

»Men når det er sagt, så er det selvfølgelig vigtigt, at vi også fokuserer på de problemer, som er i skolen i dag. Og det problem, at vi ikke får alle børn med rent fagligt, er selvfølgelig den største udfordring for skolen i de her år«.

Det er meget vigtigt for Socialdemokraterne at bevare et bredt forlig om folkeskolen. For nylig meddelte Frank Jensen, at partiet ikke vil stille sig i vejen for regeringens planer om obligatoriske nationale test.

»Obligatoriske test i folkeskolen opfatter vi langtfra som noget columbusæg. Men vi er klar til at stille os i spidsen for et konstruktivt kompromis«, siger Frank Jensen og tror på, at Socialdemokraterne vil kunne nå et kompromis med Venstre og De Konservative om centrale krav til bedre ledelse, mere evaluering og mere dokumentation, »hvis de vel at mærke er interesserede i en løsning og ikke kun i en skarp profil«.

»Viden om elevernes kundskaber skal bruges til at hjælpe dem frem, ikke til at sortere dem«.

Men hvis partiets skolesyn fik lov at bestemme alene?

»Det er et problem i dag, at man for ofte møder en skole, der ikke ved, præcis hvor langt man er med den enkelte elev, og hvad der virker for at have en faglig progression. Derfor er det et krav, at vi fokuserer på den faglige evaluering«.

»Det sker naturligvis hver eneste dag på de skoler, hvor der er en evalueringskultur, men der er også eksempler på det modsatte. Derfor vores fokusering på, at det kan gøres bedre, end det gøres i dag. Derfor ikke nej til test, men ja til test, der udvikles til at afspejle elevernes samlede kompetencer. Ja til centrale værktøjer, men vi er sikre på, at tilrettelæggelsen kan foregå lokalt, men med et nationalt krav om, at man gennemfører den løbende faglige evaluering«.