Debat

Fra foredragsholder til husejer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Han huserede engang i dansk skoleliv med »ansvar for egen læring«. Nu underskriver Steen Larsen sig som husejer (Folkeskolen nummer 3/2005).

En reduktion fra lektor med et vist ansvar til ansvar for egen bolig. Han vedkender sig åbenbart ganske enkelt ikke nogen fortid eller forhenværende position. Var dog højt profileret med læringsansvaret og meget brugt foredragsholder.

Er det hukommelsessvigt, eller betyder titlen husejer blot herre i et hus og det er bedre end en påmindelse og erindring om et akademisk, pædagogisk herreliv, hvor herlige foredragsrækker hensatte en række lærere i årevis kådhed og medvidende klapsalver, for nu startede en ny æra med ansvarlighed i børneflokken. Det er vanskeligt at forstå. Hvordan kan Steen Larsen dog svigte disse lærerdisciple ved at fornægte sin fortid?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Der er noget vrantent i titlen husejer, medmindre det er underforstået, at huset er i mangemillionklassen ved Øresund blandt mangemillionærer. På den måde kan ophøjetheden til lærerne opretholdes, det akademiske afløses af materialistisk overherredømme. I sandhed på samme måde lige så uhåndterligt for læreren på gulvet, som ansvaret for egen læring har vist sig at være det. Jeg håber, det forholder sig sådan for en dansk pædagogisk stjerne, hvis lys stadig brænder og udsender signaler fra prismelysekronen om en mand, der ejer sit eget hus. Aldrig et hus splidagtigt med sig selv, ophøjet uden for parcelhusets rækkevidde, hvor lærerne huserer og har ejerfornemmelser. Sidstnævnte husejer har for længst begravet Steen Larsens pædagogiske falsum.

Så er der jo også kun husejeren tilbage.