Debat

Hvordan bør folkeskolen være

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ja, det afhænger af, hvem man spørger. Skal den være behagelig, nyttig, billig, progressiv, retrospektiv eller en passende blanding af det hele. De fleste af os, herunder eleverne, har vores uforgribelige mening. Og elevernes kan aflæses i Folkeskolen nummer 1-2. Ikke helt uventet læser man her, at skolen skal være et sjovt sted at være. Det er jo eleverne, der går der, ikke sandt. Problemet er bare, hvordan denne ingrediens indpasses i alle de andre ingredienser, som andre vil have skolen sammensat af. Og det er ud af disse ofte uforenelige synspunkter, der avles folkeskolelove. Men at kun det sjove skulle bane vejen for parathed og ansvar, lyder dog en kende for fortænkt. Og da nok enhver skole har et og andet, der er præget af sur pligt, dæmpes det sjove, og eleverne skulle så ende i den rene ansvarsløshed. Nå, nu er det selvfølgelig ungdommens ret at tale firkantet. Og firkantet taler den kollektive elevforening, når den hæver det gruppebaserede projektarbejde til skyerne som tidens rene genialitet. For her lærer alle, svage som stærke, af hinandens styrker i smukt argumenterende samarbejde. Det er lige før, apoteosens scenarium toner frem med lammet og løven græssende side om side. Men de ungdommelige syner overdøves et par sider længere fremme i samme nummer af nogle mere realistiske betragtninger. Under behandlingen af succesens betydning i kampen mod den sociale arv beskrives det paradisiske liv i projektgrupperne således: Der findes elevgrupper, der ikke er meget for gruppearbejdet. 'For de er stille og har ikke gode relationer til de andre i klassen. De er ofte udsat for vedvarende mobning og har svært ved at hjælpe sig selv, fordi de er så udsatte'. Og den beskrivelse af tidens ubestridt førende modedille kan man vel ikke ganske se bort fra rigtigheden af. Den er nemlig ikke udtænkt ved et skrivebord.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Forkortet af redaktionen