Lærere investerer hver dag store dele af deres personlighed i arbejdet på skolerne. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at være en god lærer uden at bringe sin person med i spillet.

Denne del af læreridentiteten er der ved at komme større og større fokus på. Forældrene er begyndt at stille nye krav til deres børns uddannelse. Samfundet har udviklet sig væk fra at skulle tage hånd om de store sociale fællesskaber til at skulle pleje det enkelte individs interesser. Således kan lærerne tilsvarende ikke klare sig ved som en naturlig autoritet udelukkende at gennemføre klasseundervisning. Det forventes, at læreren har indsigt og kan leve sig ind i hver enkelt elevs virkelighed. For derefter at sammensætte en undervisningsplan, der passer netop til denne elevs forudsætninger.

Det er ikke kun lærerne, der oplever, at kravene til deres arbejde i disse år ændrer sig radikalt. Det gælder for de fleste faggrupper inden for det offentlige. Arbejdet går fra at være systembåret til personbåret. Et enormt ansvar bliver lagt på de enkelte medarbejderes skuldre. Arbejdet har fjernet sig fra at være et 8-16-job til nærmest at være et 24-timers nonstop foretagende.

DLF har med sit Professionsideal opstillet 11 punkter, som den professionelle lærer kan bruge som værktøj i sit daglige arbejde. Så lærere kan bevare den personlige integritet, der bliver en kernekompetence i fremtidens samfund.

Samtidig med at ens profession udvikler sig til en livsstil, øges også kravene til, at modparten - lederne, arbejdsgiverne - begynder at anerkende de helt nye personlige kompetencer.

Der er mange måder at give anerkendelse på, men det centrale må være, at den gives i respekt og accept af den enkeltes indsats. Anerkendelsen og bekræftelsen bliver helt nødvendige grundelementer i fremtiden for, at medarbejdere trives og kan komme videre med deres arbejde.

Mængden af anerkendelse er ikke noget, der kan aftales ved overenskomstforhandlinger eller skrives ind i en ansættelseskontrakt. Meget foregår på det psykologiske plan.

En leder, en kommunal arbejdsgiver giver anerkendelse, hvis vedkommende mener det seriøst, at man på arbejdspladsen og i kommunen har et mål med, at man er sammen, fordi man skal løse nogle opgaver i fællesskab.

Således at de personlige resurser, lærere hver dag smider ind i det fælles projekt med at drive skole, også bliver anvendt rigtigt. Således at personen bliver en del af professionen, en professionel medspiller i et moderne samfund, hvor arbejdet bliver værdsat og ikke opfattet som en selvfølge.

Mange lærere i dag vil noget med deres arbejde, men så vil de også have anerkendelse.

Redaktionen

Mange lærere i dag vil noget med deres arbejde, men så vil de også have anerkendelse