Den indtrufne hændelse var af en karakter, som ikke går ud over, hvad De må forvente at blive udsat for i forbindelse med Deres arbejde som folkeskolelærer.

Den besked fik Karen af Arbejdsskadestyrelsen, da hun havde anmeldt sin sag.

Karen havde bedt en 17-årig elev om at gå udenfor for at ryge, fordi det ikke er tilladt at ryge inde på skolen. Eleven, som hun ikke kendte, blev vred og nægtede. Karen bad ham endnu en gang om at gå udenfor, han nægtede fortsat. Hun råbte, at nu skulle han gå ud. Drengen afleverede sin cigaret til en klassekammerat og gik hen og tog fat i udskæringen på Karens bluse med begge hænder. 'Du skal ikke råbe ad mig', sagde han, mens han holdt i hendes bluse. Karen tog ham i armen og ville have ham med på kontoret, men han nægtede. Hans kammerater fik ham til at give slip på hende, og Karen måtte gå ind i det nærmeste klasseværelse, hvor hun tilkaldte skolelederen og satte sig ned og græd.

At en 17-årig dreng hiver fat i ens bluse med begge hænder og nægter at følge skolens regler - det skal man altså finde sig i som folkeskolelærer?

Nej, ikke længere. For efter at Karens sag har været anket til Den Sociale Ankestyrelse, har hun nu fået den anerkendt som en arbejdsskade. Men det har også taget 21 måneder.

'Det er Ankestyrelsens vurdering, at hændelsen på grund af elevens truende adfærd har haft en så voldsom karakter, at det ligger ud over, hvad der normalt må antages at følge af varetagelsen af Deres arbejde som folkeskolelærer', skriver Den Sociale Ankestyrelse som begrundelse for sin afgørelse.

Da Karen har ringet efter skolelederen, kommer han straks og tager sig af eleven. Skoleleder og elev udfærdiger sammen et stykke papir om hændelsesforløbet. Eleven fortæller selv, at han har hevet fat i Karen. Skolelederen bortviser eleven på stedet. Han bliver senere via skolevejlederen hjulpet i gang med en uddannelse på en produktionsskole.

Efter hændelsen sidder Karen og græder. Lidt senere går hun til det årgangsmøde, der var planlagt. Her begynder hun igen at græde og fortæller de andre, hvad der er sket. Kollegerne lytter. Efter mødet går Karen til skolelederen og får at vide, at eleven er blevet bortvist.

- Jeg blev enormt ked af det, jeg syntes, det var alt for hård en straf, og at det var min skyld. Jeg tænkte, at jeg ville være et dumt svin i elevernes øjne. Drengen, der var en af de store modtageelever, havde tryglet om at få lov at blive på skolen. Men skolelederen fortalte mig, at jeg ikke har indflydelse på beslutningen om at bortvise drengen. Det er hans beslutning, fortæller Karen.

Bagefter er hun glad for, at skolelederen gjorde det helt klart, at det var hans beslutning. Hun bliver også lettet og glad, da hun senere hører, at eleven er kommet på produktionsskole.

Med til historien hører, at Karen er gravid i niende uge og har det rigtig skidt med kvalme og træthed. Kun nogle få kolleger ved det, og der går endnu nogle uger, før Karen ved, at hun venter tvillinger.

- Jeg syntes hele tiden, at hændelsen ikke var noget at reagere så voldsomt på. Jeg tænkte på, hvad kollegerne tænkte, især nu hvor eleven var blevet bortvist. Jeg mente, at det måtte være graviditeten, der gjorde mig ekstra sensitiv. Jeg blev jo bange, da han greb fat i mig.

Skolelederen anbefaler Karen at tale med en af psykologerne på PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), og hun får en aftale allerede næste morgen.

- Dér er jeg nået til at være bange for at møde eleven. Jeg taler med psykologen en times tid, og det er godt. Hun siger, at jeg skal gå hjem og sove. Det gør jeg, men senere på dagen tager jeg hen på skolen for at tage to fysiktimer. På lærerværelset møder jeg en kollega, der har hørt historien fra eleverne. Da han fortæller mig dén version, bryder jeg sammen. Jeg kunne klare, at eleverne syntes, jeg var et dumt svin, men ikke hvis mine kolleger også tvivlede på mig.

Karen går på kontoret og fortæller, at hun ikke tager de to timer. Da skolelederen hører om mødet med kollegaen, går han med viceinspektøren op til klassen, der holder til på samme gang, hvor eleven hev fat i Karen. De to skaber ro i klassen og fortæller, at eleverne ikke skal diskutere den sag længere.

- Omkring en uge efter fik alle lærere en formel orientering om hændelsen. Det havde manglet, men nu er proceduren sådan, at man får en orientering næste morgen, når der er sket noget. For ellers skabes der hurtigt rygter og forkerte historier, siger Karen.

De to ledere kører Karen og hendes bil hjem. Viceinspektøren anbefaler hende at blive væk fra skolen i nogle dage og komme sig.

Da hun nogle dage efter kommer i skole, anbefaler sikkerhedsrepræsentanten, at hun følges med en kollega hen til fysiklokalet. En af de andre fysiklærere går med hende for at flytte nogle ting, der alligevel skulle flyttes.

- Det er rart at have en kollega med, da vi går forbi de andre klasser.

- Da mine elever er inde i klassen, låser jeg døren. Jeg er bange for, at den 17-årige eller andre skal komme. Egentlig ville jeg have fortalt eleverne om hændelsen og om, hvor dårligt jeg har det, men flere havde sagt, at jeg skulle beskytte mig selv, så jeg gjorde ikke meget ud af det, og ingen af eleverne forfulgte sagen.

- Timen gik fint nok, men jeg havde det dårligt hver dag, jeg fik plukveer, jeg var bange for at møde eleven, og af samme grund undlod jeg at handle i centret.

Seks uger efter hændelsen finder Karen et brev i sin boks. 'Hej Karen. Jeg vil give dig en vigtig besked. Der sker noget farligt i løbet af denne uge. Anonym.' - Det skete på en meget travl dag, og egentlig reagerede jeg ikke på det, da jeg fandt det. Jeg stak det til en kollega og spurgte, om han kendte håndskriften.

- Samme aften var der optræden for forældrene på hele årgangen, og jeg skulle holde opsyn med de små søskende på gangen. Tre større drenge, der ikke hører til arrangementet, larmer, og jeg beder dem om at gå. Det vil de ikke, og én af dem slår ud i luften med en knytnæve. Det er et klart luftslag, men retningen er min mave.

- Det kan jeg ikke klare. Jeg løber ind på et toilet og græder. En kollega har set mig løbe og får mig ud. Han følger mig ind i et tomt klasseværelse og går ud for at klare resten af arrangementet med forældre og elever. En halv time efter, da alle forældre og elever er gået, kommer han tilbage. Jeg er lettet over ikke at skulle se alle forældrene i øjnene.

- Vi taler om min reaktion og om brevet. Jeg hjælper med oprydningen og tager hjem til en træls nat. Næste dag melder jeg mig syg. Skolelederen siger, at sagen om brevet skal politianmeldes. Det orker jeg slet ikke at tænke på. Jeg har det så dårligt. Jeg tror, brevet er skrevet af nogle, der kender den 17-årige elev.

Den følgende tid går Karen derhjemme bag en låst dør og bliver mere og mere bange for at gå ud. Et par dage efter hændelsen ringer to elever til hende og siger, at brevet ikke handlede om hende. Der skulle stå, at der ville ske noget farligt med en navngiven elev, de havde bare glemt at få navnet med. Karen kan ikke huske, hvordan hun tackler den telefonsamtale. Men på skolen er politiet samtidig i gang med at prøve at finde ud af, hvem der har skrevet brevet. En kollega ringer og fortæller, at eleverne også har ringet til ham og fortalt om navnet, der mangler i brevet.

Karen får slemme plukveer og går til jordemoder, der siger, at hvis hun vil have dette barn, skal hun melde sig langtidssyg nu. Det gør hun. Og hun får hemmeligt telefonnummer.

Karen begynder at gå til psykolog. Der er gået tre uger, siden hun fik trusselbrevet.

Skolen aflægger rapport på Karens vegne for at beskytte hende mod at skulle fortælle politiet hele sagen om trusselbrevet. Den elev, der har skrevet brevet, skriver til hende i sommerferien med en forklaring og en slags undskyldning. Eleven vil gerne mødes med Karen, men det har hun ikke lyst til. Hun finder med psykologen ud af, at en telefonsamtale er det bedste, og sådan bliver det. Eleven forklarer en masse, Karen lytter og siger, at hun ikke længere er vred på eleven, og at eleven ikke skal henvende sig igen.

Eleven er blevet bortvist, men har fået lov til at gøre den afsluttende prøve færdig.

Sagen med brevet skal for retten, men så alvorlig synes Karen alligevel ikke, at den er, så hun beder politiet om at henlægge sagen.

IArbejdsskadestyrelsen vil man ikke anerkende sagen om brevet som en psykisk arbejdsskade. Og senere i Den Sociale Ankestyrelse bliver sagen heller ikke anerkendt.

- Jeg kæder de to sager sammen, og det mener jeg også, Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen burde gøre. Brevsagen er måske ikke så slem i sig selv, men fordi det skete oven i det andet, så var det slemt, og derfor synes jeg, at begge sager burde anerkendes som arbejdsskader, siger Karen.

Hun har været til mere end ti psykologsamtaler og var sygemeldt i resten af graviditeten. Nu har hun orlov.

- Psykologen sendte mig ud på skolens parkeringsplads, for at jeg skulle prøve at være på skolens område bare efter skoletid. Det gik godt nok. I sommerferien besøgte jeg så skolen, og siden har jeg deltaget i fester og fremvist tvillingerne for både kolleger og elever.

Karen handler også i centret igen og regner med at begynde på samme skole efter sin orlov.

Lærerforeningen skriver i anken til Den Sociale Ankestyrelse, at Karen gør netop dét, der med rette kan forventes af en ansvarlig lærer i folkeskolen. Når man på skolen har vedtaget rygeregler, er det lærerens opgave at sørge for, at reglerne overholdes. Både ledelse og forældre forventer, at læreren er sig sit ansvar bevidst.

'På samme måde må det klart afvises, at det er almindeligt i danske folkeskoler, at lærerne modtager skriftlige trusselbreve', skriver Lærerforeningen.

Men trusselbreve er altså noget, som lærere i folkeskolen må forvente at blive udsat for i deres arbejde. Ifølge både Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse.

Karens rigtige navn er redaktionen bekendt.

Jeg mente, at det måtte være graviditeten, der gjorde mig ekstra sensitiv. Jeg blev jo bange, da han greb fat i mig

Brevsagen er måske ikke så slem i sig selv, men fordi det skete oven i det andet, virkede det voldsomt, og derfor synes jeg, at de begge burde anerkendes som arbejdsskader