Mens jeg vaskede op i dag, smuttede en kop fra mig, da jeg i radioen hørte, at Undervisningsministeriet vil imødegå den truende lærermangel ved at tilbyde en to-årig læreruddannelse for ufaglærte med livserfaring. Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og tilbyde en læreruddannelse på aftenkursus i AOF eller FOF over en vinter som en yderligere besparelse og fremskyndelse?

Herregud, det drejer sig jo kun om børn. Den barndom får snart ende.

Nuvel, klart nok, når den ældste del af befolkningen ligger under mulde - sammen med arvesølvet - er problemet endegyldigt løst. Så ved ingen længere, hvad der tales om, og fordummelse og armod kan trænge uhindret ud i alle kroge.

Er det, hvad vi vil, omdanne folkeskolen til en landsomfattende pasningsordning, som sikrer forældrene tryghed, mens de plejer karrieren? Og for Guds skyld: lang skoledag, så vi ved, hvor vi har dem, de kære små.

De kan vel få det sjovt og udviklende sammen med alle deres jævnaldrende og flinke fritidspædagoger og discountlærere, med god tid til det opdragende element.

Er der i forvejen tegn i sol og måne på, at det er her, vi bevæger os hen? Med leg og læring, computerflimmer, frihedsberøvelse og beskæftigelsesterapi, bortforklaringer og berøringsangst og fanden og hans pumpestok? Tilsat uanstændig behandling af lærerne.

Hører man i det fjerne det sædvanlige slatne danske: 'Vi kan jo ikke gøre noget ved det, så lad os nu få det bedste ud af det. . .'?

Fortæl mig, at det er helt forkert, inden jeg får kronisk kvalme.

Og det er vel nu, vi vil høre seminarielærernes røst rejse sig i et gigantisk protestbrøl, der giver genlyd fra kyst til kyst?

Der er brug for sammenhold som aldrig før.

Og mangel på samme som aldrig før.

Else Baggesen

Hjørring