En erfaren vikar ville ikke på forhånd vide, hvem der havde støtte på, da han for tre måneder siden skulle have 3. klasse på Veng Fællesskole. Han ville gætte efter timen, men det blev ingen succes.

'Først gættede han på én dreng, dernæst på en anden, så da jeg fortalte, at det var Louis, ville han ikke tro mig', fortæller socialpædagog Udo Galadrim.

Og da skoleleder Henry Thomsen for nylig diskuterede behovet for specialundervisning til næste skoleår med en medarbejder fra Hørning Kommune, havde hun svært ved at tro på, at skolen ikke skulle have timer til Louis.

'Hvorfor ikke? Er han rejst', spurgte hun.

'Fordi projektet er lykkedes. Han behøver ikke længere at have støtte', svarede Henry Thomsen.

'Jamen, det må I da fortælle til nogen', udbrød hun.

Henry Thomsen påpeger, at det har været en vigtig forudsætning for succesen, at opgaven blev grebet rigtig an fra starten.

'Hvis vi havde ladet Louis begynde på skolen for at se, hvordan det gik, var han sandsynligvis løbet ind i nogle store nederlag. Derfor ville vi have en løsning parat fra første skoledag', siger Henry Thomsen.

I takt med at behovet for Udo Galadrims hjælp er blevet mindre, er timetallet sat ned. Fremover skal han kun være tilknyttet skolen seks til otte timer om måneden. Timerne skal blandt andet bruges til supervision, og hvis der opstår et akut behov.

'Vi har været ærlige og har ikke forsøgt at blæse et behov op, som ikke var der. Tværtimod har vi skåret timer væk, når der ikke længere var brug for dem', siger Henry Thomsen.

I alt har støtten til Louis kostet 210.000 kroner. Pengene er gået til at købe klassens to lærere fri til møder om Louis og til Udo Galadrims honorar.

'Hvis vi ikke havde gjort noget ekstraordinært for Louis, var vi kommet til at bruge endnu flere penge på specialundervisning til ham hen over årene'.

I modsætning til den anden skole, Louis gik på, har Henry Thomsen ikke haft problemer med at få bevilget pengene. Når en kommune anbringer et barn i en anden kommune, skal hjemkommunen betale. Men det er værtskommunen, der afgør, hvad der skal til for at hjælpe barnet. Hjemkommunen kan kun protestere ved at hente barnet hjem igen.

'Lige så snart et problem ryger over i en anden kommunal pengekasse, åbner der sig nogle muligheder', konstaterer Henry Thomsen.

stan