Uafhængig af tid og sted

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børn er af natur mobile.

Det er helt unaturligt, at de klistrer sig fast til en stol foran en skærm.

Men skærmen er så fascinerende, at mange af dem går imod deres natur og sidder stille i mange timer i dyb koncentration.

Så bliver de voksne bekymrede.

Nogle voksne bliver også bekymrede, hvis barnet ikke kan sidde stille. Men det er en helt anden historie.

I skolen er computeren et stærkt redskab. Den hjælper til at øge elevernes koncentration og motivation, og den fremmer elevernes selvvirksomhed og samarbejde. Den kan være et nyttigt redskab til informationssøgning og informationsbearbejning. Den dur til at gøre det nemmere og sjovere at producere musik, tekst og billeder. Den ændrer lærerens rolle fra den, der har alle svarerne, til den, der hjælper og vejleder i processen og meget mere.

Men den har en alvorlig skavank.

Den koster en herregård og fylder næsten lige så meget, og den er næsten umulig at flytte rundt med.

Vi har brug for små, mobile maskiner, der altid er online - ligesom mobiltelefonerne - og som man kan tage frem og bruge lige præcis, når der er behov for det og pakke væk, når man er færdig - præcis ligesom mobiltelefoner.

Markedet har forskellige løsningsmodeller på vores behov for at være mobile, og at vi kommer til at kommunikere, modtage og bearbejde vores information via små bærbare enheder i løbet af forholdsvis kort tid, er der vist slet ingen tvivl om. For det er det, vi helst vil.

Til skolebrug er de små computere af størrelse som et kladdehæfte interessante. De har ingen harddisk, diskettedrev eller cd-romdrev. Maskinen er født med indbyggede værktøjsprogrammer og internetbrowser og er koblet på Internettet via mobiltelefoni. Så uanset, hvor man er, er der adgang til alverdens ressourcer og til skolens server, hvor man kan hente og gemme sine data og dokumenter.

Lommecomputere er hidtil hovedsagelig blevet brugt som kalendersystem og notesblok. Men efterhånden som man vænner sig til dem, begynder man at kræve, at de også kan fungere som telefon, walkman, kamera, scanner og lomme-tv. Disse krav er producenterne i fuld gang med at opfylde . . . Microsoft er langt fremme med udviklingen af et styresystem med navnet Pocket-PC, som på en standardiseret måde kan håndtere alle disse funktioner. Lagermediet er små kort af størrelse som et kreditkort, og standarden er det nye CompactFlash ¡. Det betyder, at man kan have et helt sæt af kort i sin pung, som man bare sætter i sin håndbårne computer, alt efter om man vil scanne, tage billeder, telefonere, høre musik, se videofilm eller skrive noter.

Hvis prisen er rigtig, bliver det garanteret det næste julegavehit.

Den naturlige følgevirkning vil være, at undervisning og arbejde bliver langt mere uafhængig af tid og sted, end vi på nuværende tidspunkt kan drømme om. Så måske kan vi om kort tid trække sydpå sammen med fuglene, når der bliver for mørkt og surt herhjemme.