Det er vel en kendt sag, at mange kommuner kæmper en kamp for at holde sammen på økonomien. Det er nok lige så kendt, at skolerne er en af de helt store poster på udgiftssiden. Man kan med andre ord beskære skolernes pengetildelinger med ikke ret mange procent og alligevel få mange penge målt i kroner ud af det. Og man gør det. Som sagt behøver det ikke være meget målt i procent, men for det enkelte skolevæsen som helhed eller ude på den enkelte skole kan det være store beløb, man skal finde.

Det kan betyde ikke mindre end en katastrofe for folkeskolen som helhed, for hvordan vil det være muligt at organisere undervisningen og nå de mål, der er angivet i folkeskoleloven, hvis ikke de midler, der skal bruges, er til rådighed?

Man kan omprioritere, vil budgetlæggerne nok hævde, hæve klassekvotienterne og dermed spare på lønningerne. Og selvfølgelig kan man det. Man kan for den sags skyld fylde 60 elever i en klasse. Man skal bare ikke regne med, at der vil ske ret meget andet end katederundervisning i klassen, og man skal bestemt heller ikke regne med, at det er realistisk at tage udgangspunkt i det enkelte barn. 60 er selvfølgelig (?) urealistisk, men prøv at differentiere undervisningen som enelærer i en klasse med de maksimale 28!

Det er så, hvad det er, om end ikke godt. Langt værre er det i forhold til mange af skolens 'sideaktiviteter'. Vi er blevet givet en væsentlig rolle - ikke blot i forhold til børnenes uddannelse, men også i forhold til deres mere generelle dannelse. Vi skal med andre ord give dem værktøj, så de kan klare omstillingen fra barn til voksen. En stor del af den virksomhed foregår uden for klasseværelset - ja uden for skolen i det hele taget, for eksempel på lejrskoler.

En årlig lejrskole for hver klasse var faktisk ikke en eneste for meget - én lejrskole i et helt skoleforløb er derimod ret mange for få. Men sådan ser det ud flere steder, og ikke uventet er det tilsyneladende økonomien, der forhindrer aktiviteterne.

Eller er det rettere ideologien? Er det ikke nærmere en knæsat holdning til, hvem der må betale - at alle udgifter, der har med skole at gøre, kommer fra den fælles kasse? I modsætning til for eksempel alle udgifter, der har med pasning at gøre. Jeg er klar over, at der kan opkræves et beløb, der svarer til familiernes besparelser på mad, mens barnet er væk. Men det rykker ikke en hel masse, hvis klassen skal til Prag. Jeg er også klar over, at kommunerne bare kan bevilge mere til lejrskoler. Men de har vist ikke pengene.

Kunne man så ikke forestille sig en model, hvor forældrene skulle betale mere? Nej, vil mange nok sige, for så er der nogen, der ikke kan komme med, fordi forældrene ikke vil betale. Okay, men hvad så, hvis forældrene skulle betale? Nej, for så er der nogen, der ikke kan komme med, fordi forældrene ikke har råd. Den køber jeg, men hvis nu man lavede et forvaltningsstyret sikkerhedsnet. Helt klare regler for, hvornår man kunne få hel eller delvis friplads - ligesom i daginstitutionerne. Regler for søskenderabat og alt muligt andet. Og hvis man endvidere lod alle indbetalinger gå til forvaltningen, som så derefter sendte den samlede pose penge til skolen, så ville ingen på skolen, hverken klassekammerater, lærere eller inspektør, vide, hvem der var med på 'fællesregningen', og hvem, der havde betalt selv. Ikke engang det enkelte barn behøvede at vide noget.

Nej, for så har vi indført brugerbetaling i folkeskolen, og det skal vi ikke have, for hvad bliver så det næste?

Det ved jeg ikke, men jeg vil alligevel lade tanken stå. For et eller andet må ske, hvis vi skal betragte folkeskoleloven som en lov og ikke bare et idéhæfte.

Peter Hindsgaul er lærer