Jeg havde besluttet at arbejde med statsministerens nytårstale i samfundsfag, som jeg plejer at gøre hvert år i en af de første lektioner efter nytår. Vi plejer at analysere talen og se på, hvad der reelt blev sagt. Vi har fokus på, at det er den årlige chance for statsministeren til at tale til folket i god ro og orden.

Inden jeg nåede til undervisningen, så jeg tilfældigt et indslag i nyhederne, hvor Barack Obama ville gå efter våbenlobbyen i USA. Manden står og småtuder lidt, og så kom jeg til at tænke på, hvor hård medierne var ved Helle Thorning efter angrebet på Krudttønden, da hun fældede en tåre. Hun blev kaldt kynisk og beregnende. Gad vide, om Barack Obama omtales på samme måde? Det fik mig til at køre et forløb om retorik og kommunikation, og jeg holdt de forskellige taler op mod hinanden, og vi fik da også lige dronningens tale ind over, da vi talte om, at man kan blive så rørt/påvirket over det, som skal siges, at det er svært at bevare det rolige og professionelle overblik. Der var pludselig ikke så meget fokus på indholdet af Lars Løkkes tale, men mere fokus på alt det, som ikke bliver sagt med ord, men med reaktioner, retorik, kropssprog og så videre.

Hold da lige op. Den købte de, og vi fik nogle supergode samtaler om politiske budskaber, mål/midler, retorik, politikernes troværdighed og så videre. Jeg havde slet ikke forestillet mig, hvor vidt det ville gå, men det var fantastisk.