Kristian Svendsen, Værløse, påpeger i Folkeskolen nummer 50-52/1999 det tilbagevendende problem, der udgøres af den ikke-eksisterende valgkamp op til hovedstyrelsesvalget. Han ønsker at styrke det aktive demokrati gennem urafstemninger på landsplan til formands- og næstformandsposterne, men er betænkelig ved tanken om urafstemninger på lokalplan.

Urafstemning ved formandsvalget er så udbredt et ønske, at det kun kan være et spørgsmål om en kongres eller to, før det er en kendsgerning. Derimod synes der ikke at være stor opbakning bag tanken om urafstemninger på lokalplan. Alligevel vil jeg gerne argumentere for sagen.

Problemet er de lokale generalforsamlinger. Her - og kun her - kan de menige medlemmer gøre deres indflydelse gældende: Vælge kredsstyrelsen og de kongresdelegerede, fremføre overenskomstkrav, stille forslag, rose og rise. Finder man disse betingelser utålelige, eller er man simpelthen afskåret fra at deltage i generalforsamlingen, er man sat uden for indflydelse. Det er i mine øjne et ringe udviklet demokrati, der gør det meget vanskeligt for ledelsen - især på landsplan - at samle de menige medlemmers holdninger op. Problemets omfang fremgår eksempelvis af, at medlemmerne inden for fire år har nedstemt ledelsen ikke mindre end tre gange. Endvidere ses det i de sitrende mundvige og himmelvendte blikke, man ofte møder hos menige medlemmer, når talen falder på Danmarks Lærerforening.

Stillet over for problemet vælger mange organisationsfolk den høje cigarføring. Hvis folk ikke engang gider komme til generalforsamling, så er de selv ude om det, ikke sandt? Andre lokker med gratis middage, rødvin og fest, og atter andre konstaterer hændervridende, at vist er det for dårligt, det her, men vi må frem for alt fastholde generalforsamlingens centrale stilling af hensyn til den levende medlemsdebat.

Fælles for disse holdninger er efter min mening, at de vender ryggen til virkeligheden. Og den er, at mens 80 procent af de menige medlemmer benyttede sig af muligheden for at tilkendegive deres mening om overenskomsten, holder formentlig cirka 90 procent af dem sig væk fra generalforsamlingerne. Hvis man mener, at det er medlemmernes snarere end organisationens problem, har man ikke fattet situationens alvor.

Urafstemninger på kredsniveau vil kunne skabe 'hul igennem' fra bund til top i foreningen. Og så tror jeg i øvrigt slet ikke på, at folk vil holde op med at komme til generalforsamling af den grund. De få, der kommer i dag, vil komme under alle omstændigheder, og resten vil i højere grad end i dag engagere sig i lokalkredsens gøren og laden, fordi de får indflydelse på den. De vil derfor antagelig snarere møde mere end mindre op på generalforsamlingen.

Jeg har faktisk svært ved at høre nogle gode argumenter imod øget brug af urafstemninger. Findes de?

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse