En verden uden for Danmark

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoler med mange tosprogede elever kan hjælpe integrationen på vej ved at have kontakt til skoler i andre lande.

'Integration og internationalt samarbejde er tæt forbundet med hinanden. Eleverne opdager blandt andet, at der også er tosprogede børn i andre lande, og at de også dér bliver undervist i deres modersmål', siger Kirsten Schalburg, skoleleder for 475 børn på Enghøjskolen i Hvidovre. 209 af dem er tosprogede. Skolen samarbejder med i alt syv skoler fra Malmø, Bergen og London.

'Også i de andre lande har de tosprogede elever et fælles sprog med de klassekammerater, der har henholdsvis svenske, norske og engelske forældre. Det er altså ikke kun i Danmark, der findes minoriteter. Den viden gør, at vores elever betragter tosprogede elever som mere ligeværdige', siger Kirsten Schalburg.

Eleverne finder også ud af, hvad det vil sige at bo i Danmark, og at de trods forskellige baggrunde har nogle fælles referencer.

'Vi har normer for, hvordan man omgås sine lærere og kammerater, og for den måde, vi arbejder sammen på i undervisningen. Det bliver eleverne bevidste om, når børn fra andre lande fortæller om, hvordan de går i skole. De fælles referencer hjælper vores elever til at forstå, at der faktisk ikke er så stor forskel på, om de kommer fra en dansk eller en tyrkisk familie. De kan fint arbejde sammen alligevel', siger Kirsten Schalburg.

Også lærerne har gavn af samarbejdet.

'Hvis man som voksen har en attitude om, at tosprogede er ringere end andre mennesker, så smitter det af på børnene. Det behøver ikke være en bevidst holdning, så som lærer kan man let komme i tvivl om, hvorvidt man nu arbejder på den rigtige måde i forhold til, at mange af eleverne er tosprogede. Derfor er det fint for lærerne, at de kan mødes med kolleger fra andre lande og diskutere, hvordan man forholder sig til eleverne', siger Kirsten Schalburg.

stan