Hvad var det, vi så?' 'Shut your fucking face, Uncle-Fuckaaa', nynner én af drengene.

'Yes', nikker Michael, 'that's one of the songs!'

Michael hedder Nielsen til efternavn og er lærer. Vi er i engelsktimen i 8.b på Zahles Gymnasieskole i København. Tredje lektion. Fredag formiddag. For to dage siden så vi 'South Park: Større, længere og ucensureret'. Filmen, der i enhver forstand er en forlængelse af tv-seriens små 25 minutters ugentlige doser på DR 2.

'En film om fire drenge', begynder én af pigerne resuméet. 'De ser en film, og den er dårlig for børn, for der siges en masse grimme ord og vises en masse ting'.

Det er sandt - og det er lige præcis, hvad 8.b også har set.

Forråer, bedøver og vildfører en uimodståelig strøm af populærkultur vores børn?

Media Index, et amerikansk firma, der laver varedeklarationer på film, har talt 399 grimme ord, 221 voldsscener og 128 obskøniteter i løbet af 82 minutter. Til sammenligning nåede de til 411 slemme ord i Quentin Tarantino's 'Pulp Fiction'. Den varer så til gengæld to timer.

'Er det den ucensurerede version', spurgte Michael Nielsen med nogen ængstelse, da vi to dage forinden og under almindelig jubel gik i kælderen i Palads-biografen til en lukket forevisning (filmen har premiere 4. februar. Redaktionen). Det kunne jeg kun bekræfte. 'Jeg har den på DVD', sagde han og lød ikke nær så begejstret, som da vi lavede aftalen. 'Jeg er erm. . . spændt på deres reaktion'.

Dén formiddag kunne han ikke rigtig beslutte, om det var billederne eller sproget, han var mest betænkelig ved. 'Begge dele', sagde han, 'men jeg er en ung lærer, og jeg tror, det er rigtigt at gå lige på. De kan allerede sangene og ser den jo alligevel'.

To dage senere så han også ud til at tro på det.

Detaljerne er bemærket

Så hvad var det, vi så? Michael venter. 'Det er tilladt at bruge ord fra filmen, så længe de er et citat!' I USA er filmen forbudt for børn under 15 år. Det er de ældste i 8.b. De yngste er 13.

I de næste 20 minutter fortæller de historien om South Park, et skodhul i Colorado, hvor Stan, Kyle, Kenny og Cartman snyder sig ind til en canadisk film, der hedder 'Ild i røven'. Dagen efter siger de med stor fornøjelse ting som for eksempel 'knep mig i røven og kald mig en luder, onkel-puler' - og altså 394 andre saftige kombinationer.

Kenny dør (som sædvanlig). 'Han brænder ihjel, da han sætter ild til sin egen fis - og redder i sidste ende dem alle sammen'. Før det når så vidt, har deres bekymrede mødre rejst lidt af en stemning. De to canadiske filmstjerner lægges i håndjern midt i en salgstale i et talkshow, og startskuddet til USA's krig mod Canada er deres henrettelse ved et stort anlagt, tv-transmitteret hverveshow. På det mere nære plan er der forsøgsvis monteret en mikrochip i Cartmans hoved. Forsøget består i, at han får et elektrisk stød, hver gang han siger noget grimt.

Og her skilles klassens og lærerens veje. I to opfattelser.

Michael vil udlede noget fornuftigt af oplevelsen - og 8.b's velvillige motivation kølnes mærkbart ved udsigten til analyse og personkarakteristik. Deres udspil er en helgardering: Den socialrealistiske: 'Stan, Kyle og Cartman taler ikke pænt, men det er der jo ingen, der gør'. Cartmans mor siger også, at hun ville indrømme, hvis hun havde medvirket i en tysk pornofilm, - og alle ungerne har set den på Internet. 8.b ved præcis, hvad Michael vil høre. 'De voksne er racistiske. Sexistiske. Uretfærdige. Tankeløse. Overreagerer'. Det tager ingen tid at nå frem til dobbeltmoral. 'Når man spiser noget, man godt kan lide', men siger, man ikke kan . . .'.

Klassen er rige på detaljer. Meget eksakte i ord og præcise i billeder. Men - ingen af dem siger: 'I stedet for at tale med deres børn starter mødrene en krig'. Derimod har de godt lagt mærke til, at genopretningen hos skolepsykologen ikke går ud på, at det er grimt at mene fuck om alting. Bare det bliver udtrykt pænere. 'Jamen sådan er det jo'. 8.b har svært ved at se pointen. 'Sådan snakkes der jo. Vi lever i et frit land!'

Ikke alt er lige sjovt

Oppe ved tavlen kaster Michael sig ud i noget, han senere kalder at være en kroge-sparker. Det vil sige, at han går analytisk til værks. Sangene har de ret godt styr på. 'Uncle Fucka'er en klar vinder. 'Kyle's Mom's a Bitch' en klar nummer to. Blasfemi bider ikke på dem. Personerne: De ser ikke noget mærkværdigt i, at Satan er en stor, følsom bamse, der bare vil elskes, men kun får sex. Det meste på tv handler om noget lignende. De synes, det er betydeligt værre, at det er i et forhold til Saddam Hussein.

'Er Saddam Hussein ikke blevet sur?' spørger én med forundring. 'Formentlig', siger Michael, 'men hvad kan han gøre?'

Uventet genfinder klasse og lærer hinanden igen. Kunne han ikke bare have sagt det med det samme-effekten sætter ind. I de næste minutter regner det med eksempler på uretfærdighed.

Der bliver gjort grin med handicappede. Fy! De hjemløse, jøderne og canadiere. Kvinderne. Fy, fy, fy, fy!

Hvordan? Måden de taler på - måden de ser ud på . . . De sorte er de hvides levende skjold - og krigens første mission hedder 'get behind the darkies'. Det overrumpler ikke 8.b, at krig er uretfærdig.

'Jeg stoler ikke på nogen, der bløder fem dage uden at dø af det!' citerer én af pigerne. Vild jubel.

Michael er overbevist om, at han har ramt sømmet på hovedet. 8.b forstår ikke hvorfor. 'Det er jo bare underholdning!'

Michael spiller sin sidste trumf ud. 'Er der en lighed mellem, at børnene i filmen ser en film fyldt med tarvelighed - og at I gør det?' Stilhed blandt de 23 elever, indtil en sand kender tager ordet: 'Jeg lærte ét nyt ord: Pig-fucker, men det føltes ikke som 399 ord . . . Det var så konstant, at jeg næsten glemte at lægge mærke til dem. Eller holdt op.'

Michael vil vide, om de så eller hørte noget, der overgik alt?

Vi gennemgår hele sortimentet. Fra fuck-ord, tysk scheisse-film til manglende respekt for alt, hvad der måske nok burde være os helligt. Forvirringen over, hvad Michael nu er ude på, breder sig, indtil en pige på bageste række tvivlende spørger: 'Påvirker det os til at tale sådan?' Hun ryster på hovedet. 'Jeg forstår ikke, hvad dem over 18 får ud af at se South Park'.

Michael har anet det længe. 'Vi ved da godt, hvad vi vil sige, og hvad vi ikke vil sige. Vi vil ikke være dem. Når man er over 18, synes man jo bare, det er plat at høre bande- og F(uck)-ord. Vi ved det godt!'

Et ubestemmeligt sted i mængden ekkoer ordet pig-fucker, og hun har svært ved at bevare alvoren. 'Men vi synes altså stadig, at det er sjovt . . . Det er det bare - og mere er der ikke i det'.

Det må ikke kun blive pop

Michael vil vide, om 'South Park' har moral? 8.b mener ja. 'Den gør grin med alvorlige ting - og man kan se, at det er for sjov. De mener det i virkeligheden ikke'.

Som megen popkultur udtrykker 'South Park' sig så ukorrekt, at ingen lades i tvivl om, hvad der er korrekt. 8.b oplever det så indlysende, at de ikke har ord for det. Der opstår en længere søgende pause, før en from sjæl i ren desperation foreslår: 'Gå i kirke!'

Michael forsikrer, at han ikke er ude på at moralisere. Forvirringen er total. Har de ikke netop demonstreret såvel kritisk sans som selvrespekt? Hvad er det, han vil?

'For at overleve som person med alle de (medie)påvirkninger, de unge bliver udsat for, er man nødt til at have indsigt'. Det er Michaels alibi for at bruge filmen i undervisningen.

'Hvis jeg kan bidrage til, at de ser den i et bare lidt andet perspektiv end det sprog, der bliver brugt i filmen, så er jeg godt tilfreds'. Det var også i den hensigt, han gik til tavlen to dage senere - og som en klogere lærer, han forlod den.

'Jeg havde ikke troet, at de var så gode. Og jeg ødelagde måske nok underholdningsværdien, men de havde jo faktisk tænkt over tingene. Og draget deres egne konklusioner'. Han pakker sine notater i tasken. 'Det overraskede mig'.

Han mener, at vi ofte med bekymring fremstiller børn og unge som værgeløse ofre, der holdes i et jerngreb af en strøm af forførende, sensationel og anmassende populærkultur.

Og det, han har set, er, at 8.b manøvrerer uproblematisk. Og orienterer sig uanalytisk.

De er børn født efter billedrøret og mikrochippen, for hvem meningen er - en strøm. Fortrinsvis af underholdning. De orienterer sig på en anden måde end generationen med lp-pladen og Vietnamkrigen og udtrykker sig også anderledes. De har set alt på tv og mødt en stor del af det i virkeligheden. De har fundet sig til rette som forkælede og overstimulerede børn med skyldbetyngede, arbejdende forældre og computerspil, men de er også mere tolerante og langt mere kritiske og bevidste, end unge var for 35 år siden. Og velbevandrede i voksenvirkelighed.

'På den måde kan populærkultur bruges i undervisningen', konkluderer Michael, mens han bevæger sig i retning af døren. 'Bare det ikke alt sammen bliver pop. Der skal foregå en reel undervisning'.

Og sådan undgik han at træde i, hvad moralen i 'South Park: Større, længere og ucensureret' egentlig er. Bag 'den seje underholdning' skjuler der sig en lektion i, at kommunikation mellem børn og forældre er nødvendig.-Kaj Gosvig er freelancejournalist