Debat

Folkeskolen ender som taber

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der kan sikkert være delte meninger om Dronningens nytårstale, men den udtrykte anerkendelse til os som profession og fortjener opmærksomhed.

»Overalt har vi engagerede mennesker, der yder et stort og professionelt arbejde på sygehuse, på plejeinstitutioner, i skoler og i børnehaver. De påtager sig et stort ansvar og forvalter det dygtigt og medmenneskeligt«.

Denne anerkendelse står i skærende kontrast til de mange nedgørende og respektløse kommentarer, som skolens folk har måttet høre på i forskellige sammenhænge og senest på KL's konference i Aarhus. Ganske uacceptable udtalelser fra borgmestre og såkaldte forskere, der lægger gift for ethvert tillidsfuldt samarbejde.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Folkeskolen ender som taber sammen med mange af vore medlemmer, hvis ikke KL og ledende politikere ændrer adfærd og vedgår sig deres ansvar for folkeskolen.

I en tid med stigende inklusion, nye detaljerede lovkrav og massive besparelser er der nedlagt syv procent af stillingerne. Uden at fjerne opgaver. Det kaldes i det private en produktivitetsforbedring på procent. Jeg vil gerne se den virksomhed, der over en treårig periode vil kunne fremvise noget tilsvarende. Nej, helst ikke, for det dur ikke. Det har i den grad skabt forhold, der forringer lærernes mulighed for at give en god undervisning.

Alle skal ikke skæres over samme læst, der er heldigvis kommuner, der vil noget andet og faktisk satser på skolen. Lad os få dem frem i lyset, lad det være dem, der fortæller de gode historier. Bryd ud af KL's sorte skygge!

Jeg er heller ikke specielt stolt over den nye regering. 125 dage er ikke lang tid, men statsministeren havde da med sin nytårstale muligheden for at formulere nogle politiske initiativer og visioner.

Men - »I de kommende år får vi endnu strammere budgetter, og vi må stille endnu hårdere krav til os selv« og »Mange vil blive bedt om at tage en tørn ekstra. Og ja, vi vil opleve nedskæringer og besparelser«. Var det visionen?

Der blev ikke i talen rådet bod på de fejlagtige udmeldinger, der ved udgangen af 2011 faldt. Sammen med KL krævede Ministeriet for Børn og Undervisning, at lærerne skulle undervise mere, fordi de bruger alt for lidt tid sammen med børnene.

Det er ikke muligt at levere kvalitet og bedre resurser for stadig færre penge.

Hvis hverken stat eller kommune magter opgaven, så skal vi måske til at tænke selvejende institutioner, men det vil ikke lige være »min kop te«.