I sin leder iFolkeskolenskriver redaktør Thejsen: Måske er undervisningsdifferentiering en pædagogisk fiktion, og deri har han jo så ganske ret. Desværre kommer den nyvundne indsigt noget sent, men bedre sent end aldrig.

Undervisningsdifferentieringens forudsætning er, at eleven selv planlægger sin indlæring. Det kan han bare ikke, for man kan ikke tænke endsige planlægge noget, som man ikke har ord og begreber for. Alt, hvad der ligger uden for egen begrebsverden, eksisterer ikke for vedkommende. Det er bare et stort intet.

Jeg håber ikke, at jeg herved afslører noget nyt - vi befinder os nemlig på første side i kognitionens og filosofiens ABC. Man kan ikke stille sig selv spørgsmål om noget, som man ikke har ord eller begreber for, og undervisningsdifferentiering kan således som didaktisk begreb ikke bringe eleven ny viden og erkendelse, men kan nok anvendes til at befæste en allerede opnået viden. Det kan næppe være målet for undervisningen.

En dygtig elev i 6. klasse kan gennemarbejde 'Skriftligt for Sjette' stort set uden fejl, men han vil ikke ane, hvad han egentlig har lavet, når han når til enden. Indsigten, perspektiveringen og forståelsesramme får han først, når en lærer sætter sig på undervisningen og forklarer, hvad det er, eleven gør, og hvorfor, og først da bliver det til anvendelig viden og ny erkendelse.

Det kan læreren ikke gøre i rollen som konsulent, men kun ved at han påtager sig det fulde og udelelige ansvar for undervisningens kvalitet, og eleverne ville elske os for det.

Men det kan man ikke gøre i dag, siger Thejsen. Og, må man spørge, hvorfor så ikke det?

Jeg mener ikke, der er bund i den så ofte gentagne påstand, og jeg ser den som en klar nedvurdering af vore elever, som er helt analog med diverse undersøgelsers påvisning af, at vi generelt forventer for lidt af vore elever. Det må redaktøren godt tænke lidt over.

Jens Colding

skoleinspektør, Skjern