Radikale Venstres undervisningsordfører Lotte Rod er ikke imponeret over regeringens udspil: "Det svarer til, at du ikke er kommet til dit barns fødselsdag de seneste 10 år, og så tror du, du kan lappe det med en pose slik, som du køber med hjem fra tanken".

Lotte Rod om halv milliard til intensiv læring: 'Tonedøvt'

Folkeskolen har brug for flere lærere - ikke to timers specialundervisning om ugen til nogle af eleverne, lyder kommentaren fra Radikale til flertalsregeringens finanslovsudspil.

Publiceret

Regeringen har flertal og kan derfor komme igennem med sine finanslovsforslag - således også at sætte penge af til intensive læringsforløb for de fagligt svageste. Men det bliver ikke med Radikale Venstres opbakning.

Partiets børne- og undervisningsordfører Lotte Rod kalder forslaget "mildest talt tonedøvt i forhold til de udfordringer, folkeskolen har":

"Der sidder lige knap fem børn i hver klasse, der får specialstøtte. Og endnu flere, der har brug for støtte, de ikke får. Over halvdelen af pigerne i 9. klasse har det rigtig skidt. Og Løkkes svar er to timers specialundervisning om ugen?! Om fem år?! Det svarer til, at du ikke er kommet til dit barns fødselsdag de seneste 10 år, og så tror du, du kan lappe det med en pose slik, som du køber med hjem fra tanken", lyder det fra den radikale ordfører.

"Det er de seneste 10 års regeringer, også med Løkke i spidsen, som har skåret ned og skåret ned og skåret ned. De har ansvaret for, at der er færre lærere i skolen og dermed mindre tid til børnene. Vi ved, hvad der er brug for: Vi skal lave en skole, som er god for alle børn. Lærerne skal have tid til at give en krammer og forberede ordentlig undervisning i fede lokaler med masser af materialer og gode muligheder for at tage på tur".