Hvordan opnår man frihed, ligeværd og demokrati ud fra et uddannelsesmæssigt virke?

Med folkeskolereformens fællesmål? Nej! Det, der i mine øjne er problemet med folkeskolereformen, er, at den forsøger at stille spørgsmål, og finde svar, med ikke-pædagogiske interesser.

Hvis man vil stille pædagogiske spørgsmål for at finde pædagogiske og uddannelsesmæssige svar, må man have frihedsbegrebet som udgangspunkt, som centrum, for ens tilgang.  Hovedinteressen for pædagogik er frihed.

Men min påstand er, at det ikke er pædagogik – men sociologi, psykologi, og politik, som i højere grad end pædagogik ligger til grund for folkeskolereformen.

Sociologi, psykologi og politik har andre hoveinteresser i centrum end frihed.

Ikke at sociologi, psykologi og politik ikke også har frihed som interesse, men man kan lidt firkantet sige, at i centrum for politik er magt, for psykologi er de indre drivkræfter og for sociologi er samspil.

Hvis man vil stille spørgsmål for at finde pædagogiske svar – så må man bl.a. lade pædagogikken transformere sociologis, psykologis og politiks interesser. Det er ikke sket med skolereformens spørgsmål: Hvordan kan børnene blive så dygtige som muligt? Hvordan kan man opnå lighed? Disse spørgsmål er ikke pædagogiske spørgsmål.

De er ikke pædagogiske spørgsmål, fordi deres primære interesser ikke handler om frihed men om hhv. magt (til at konkurrere om ´samfundskagen´) og samspil (så spillereglerne kan blive ´lige adgang til statsminister-posten´).

Det betyder som sagt ikke, at spørgsmålene om magt og samspil ikke er interessante for pædagogikken.

Men hvis man virkelig ville stille ægte pædagogiske spørgsmål for at kunne finde gode uddannelsesmæssige svar, så må man spørge ved at transformere via pædagogikken og dens frihedsinteresse, og dermed kommer der helt andre spørgsmål og svar ud af det.

Hvilke spørgsmål og svar er da pædagogiske?

Uddannelsesforskeren Gert Biesta siger, for at tage modstillingen først, at man under ingen omstændigheder kan søge i de objektive, metodiske, evidensbaserede eller målbare områder. Fordi pædagogik og uddannelse er komplicerede, usikre og mere nærmer sig kunstnerisk/filosofiske størrelser.

Gert Biesta mener, positivt sagt, at uddannelsesmæssige spørgsmål og svar skal findes ved at opdele pædagogik og undervisning i domænerne subjektifikation, kvalifikation og socialisation, så man dermed kan opnå et nuanceret pædagogisk sprog. Han mener, at de pædagogiske spørgsmål inden for disse domæner kan dreje sig om fx formål, indflydelse, autoritet og asymetri (fx hvad vil jeg som lærer med dette undervisningsforløb? Hvad skal indholdet være? Almendidaktikken? Hvordan sikrer jeg den enkelte elevs ´tilsynekomst´, ´unikhed´ og faglighed? Fællesskabet i klassen? Hvordan får jeg sammenhæng mellem domænerne? …) .

Overordnet ser Gert Biesta skolen som et sted, hvor man kan undervise i at kunne eksistere i verden, og hvor hensigten er en selvstændig og kritisk indsigt i og ansvarlighed for demokrati, miljø og omsorg.  

Hvordan ville et pædagogisk formuleret (og transformeret) spørgsmål være i stedet for de rene sociologiske, psykologiske, politiske, som min påstand er, at folkeskolereformen hviler på - om at blive så dygtig som mulig og om at opnå lighed?

Med andre ord, hvad er et progressivt pædagogisk spørgsmål? Måske noget i retning af K.E. Løgstrups tankegang om, hvad formålet med at holde skole er: Hvordan bliver man tilværelsesoplyst?

Uanset om det netop er dette løgstrupske spørgsmål, der ville kunne føre til progressive uddannelsesmæssige svar, så står det lysende klart, at fælles mål er det modsatte af progressiv pædagogik.

Fælles mål er snarere et tilbageskridt henimod en ensrettende, nærmest totalitær, pædagogik.

En lærer udtaler her i Folkeskolen.dk.-debat: ” Med ensretningen og fastlåsningen mener jeg netop, at jeg faktisk kun tidsmæssigt kan nå at opfylde videns- og færdighedsmålene og ikke i ret stor grad det øvrige i fagformålet. Målene er sat i fokus, se blot på hvor meget af pdf’en de fylder i forhold til alt det andet, der står. Der er jo ikke noget at sige til, at det bliver det eneste, vi kommer til at beskæftige os med. Når jeg fx midt i skoleåret opdager, at det ville være et super forløb for klassen, hvis vi lige skiftede planer, så vi kunne arbejde med sociale roller i stedet for noveller, fordi det netop var en mulighed, som klassen åbnede op for ved at begynde at snakke om deres indbyrdes forhold, så stod jeg og følte mig fastlåst på min årsplan og målene.I forholdet til indholdet i undervisningen så var vejledningen i læringsmålstyret undervisning bestemt også med til at fastlåse, når man skulle tage udgangspunkt i målene og først efter endt forberedelse af mål, tegn, evaluering og aktiviteter kunne fokusere på indholdet. Jeg bruger så meget tid og så mange kræfter på målstyringen, at jeg slet ikke når til at fokusere på fagformålet. Jeg var på forhånd meget kritisk over for hele konceptet med læringsmål. Jeg har altid haft mål med min undervisning. At jeg nu skal have mål for elevernes læring, finder jeg latterligt. Jeg kan ikke garantere læring, jeg kan garantere undervisning. Men vi satte os ned i fagteamene og gik målrettet til værks og fulgte vejledningen til punkt og prikke, så godt vi kunne, dog havde vi svært ved at vente med at sætte indholdet ind, for vi har altså ikke fuldt overblik over alt indhold i faget, så vi tog noget med på forhånd, som vi kendte til. Jeg satte mig ind i alt det, jeg kunne og orkede. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at følge konceptet.Jeg er nu nået til den konklusion, at min indledende skepsis holder stik. Vi har fået et monster ind, som stjæler al fokus, fragmenterer faget og skaber en masse uvedkommende undervisning for eleverne.” (Citat af Henning Nielsen fra kommentarsporet i :http://www.folkeskolen.dk/588224/professor-faelles-maal-er-progressiv-paedagogik#588889)