To specialskoler nedlægges til sommer

En halv snes specialskoler er blandt de 246 skoler, der bliver nedlagt, lagt sammen eller får fælles ledelse til sommer. To specialskoler bliver nedlagt, fem lægges sammen med en anden specialskole og én smelter sammen med en almindelig folkeskole.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Aastrup Skole i Faaborg-Midtfyn Kommune er et vidtgående specialpædagogisk tilbud med 24 elever fra 0. til 6. klasse. Eleverne er normalt begavede elever, men har omfattende adfærdsmæssige, følelsesmæssige eller sociale problemer. Skolen er den ene af de to specialskoler, der bliver nedlagt til sommer.

Eleverne flytter til Toftegårdskolen, hvor de skal gå i en heldagsklasse. I dag går de i heldagsskole.

"Vi prøver at føre vores nuværende skolehverdag videre. Vi har godt fat i eleverne, og det ville være sin sag at smide det ud", siger skoleleder Ole Theil.

Han fortsætter som afdelingsleder. Også alle lærere og pædagoger følger med, mens souschefen spares væk.

"Besparelserne i Faaborg-Midfyn går hårdest ud over ledelse, administration og bygninger. Set fra en pædagogisk synsvinkel må det være en fordel, at hele personalet kan følge med eleverne. Hverdagen bliver ikke voldsomt forandret for hverken lærere, pædagoger eller elever", siger Ole Theil.

Naturen går tabt

Det nye skoletilbud bliver dog ikke helt så godt som det nuværende, mener Ole Theil.

"Vi bor ude på landet, har masser af plads og kun to kilometer ad småveje til stranden, hvor vi har et ekstra undervisningslokale med græs, skov og vand. Det bruger vi meget, så det bliver et stort tab".

På Toftegårdsskolen får eleverne deres egen afdeling, og det er nødvendigt, understreger Ole Theil.

"Enkelte af vores elever har en fremtid i almindelig undervisning i op til halvdelen af tiden og med støtte, mens det for andre vil være galmandsværk at forsøge at integrere dem. Da vi har vores egen afdeling, behøver vi ikke nødvendigvis blande vores elever med børnene på Toftegårdskolen".

Elever skal integreres, men får et helle

Også Resen Skole i Struer Kommune nedlægges, når dette skoleår rinder ud. Skolen har 15 elever, der af sociale, emotionelle eller kognitive årsager eller på grund af ADHD eller Asperger har behov for et særligt skoletilbud. Fremover skal de integreres i almindelig undervisning ud fra tanken, at de skal gå i skole tættere på deres bopæl.

"Elever og personale følges ad ud på skolerne, som opretter ad hoc-grupper med fire til seks elever. Det bliver en slags tryghedsbase, som eleverne kan komme tilbage til, hvis de ikke kan følge med i et fag i deres klasse, eller når deres verden vælter", fortæller skoleleder Poul Christian Sørensen.

Selv skal han stå i spidsen for et kompetenceteam, der skal lave supervision for lærere og forældre, så det, der foregår i hjemmet, ikke står i modsætning til skolen.

"Det har været officielt i et lille år, at vi skulle nedlægges, og det jamrer vi ikke over. Vi lægger vægt på to ting: Vi vil have, at det nye tilbud kommer til at fungere godt. Og vi er glade for, at ingen børn skal til en ny skole, uden de har voksne med, som de kender", siger Poul Christian Sørensen.

Disse specialskoler påvirkes af ændringerne

Listen over specialskoler, der bliver påvirket af nedlæggelser, sammenlægninger eller fælles ledelse ser sådan ud:

København

Skolen på Kastelvej (specialskole med 62 døve børn) og Langelinieskolen (543 elever) lægges sammen.

Frederiksberg

Special- og naboskolerne Sofus Franck Skolen (90) og Frederikskolen (30) lægges sammen.

Lolland

Specialafdelingen Margretheskolen flyttes til Østofteafdelingen på Maribo Skole, mens specialafdelingen Fjordrækken flyttes til Fjordskolens Stormarksafdeling. De to skoler får således hver en matrikel færre.

Faaborg-Midtfyn

Specialskolen Aastrup Skole (24) nedlægges.

Haderslev

Heldagsskolerne Dragen og Moltrup Skole lægges sammen.

Herning

Sønderagerskolen (494) og 10. klasseskolen UC 10 nedlægges. I Sønderagerskolens bygninger oprettes en ny skole med centerklasser, eliteidrætsklasser og 10. klasser. Skolen får eventuelt et nyt navn.

Struer

Specialskolen Resen Skolen nedlægges.

Kilder: Lærerkredsene i Danmarks Lærerforening. Elevtallene i parentes er primært fra Den danske skoleårbog 2009-2010.