Anmeldelse:

Den formative evaluerings selvmodsigelser

Efter mange forskeres mening er præcise mål en forudsætning for en vellykket formativ evaluering, men forfatterne til denne bog påpeger, at præcise mål også kan hindre, at blikket rettes mod det, der endnu ikke er vokset frem, men er på vej.

Publiceret

Ifølge forfatterne foregår der megen formativ evaluering i folkeskolen og på ungdoms- uddannelserne her i landet. Men ofte foregår den usystematisk i form af lærernes intuitive reaktioner på elevernes præstationer. Forfatterne taler for en mere forskningsbaseret formativ evaluering, der dog ikke må være for stramt styrende.

Fakta:

Fakta:

Formativ evaluering

Forfattere: Torben Spanget Christensen, Vibeke Christensen, Camilla Kølsen Petersen og Anke Piekut

270 kroner

202 sider

Serie: Didaktik

Forlag: Frydenlund

I Danmark har der ikke været megen forskning i formativ evaluering. Selv om mange lærere er tilhængere af den løbende evaluering, som når den er bedst, indgår som et integreret led i undervisningen, synes de ofte, at det er svært at finde tid til den.

Bogen her kommer med et bud på, hvordan en funktionel, formativ evaluering kan bidrage til læring. Det er interessant, at bogen knytter an til læring af et fælles evaluerings- og fagsprog. Den påpeger, at hvert fag må udforme sin egen faglige evaluering. Man kan ikke bare udarbejde generelle evalueringsformer til alle fag. Hvert fag er karakteriseret ved særlige faglige begreber og metoder. Da jeg i særlig grad er engageret i faget dansk, kan jeg tale med om, at mange af de generelle evalueringsmetoder både summative og formative, der er brugt her i landet, er uegnet til anvendelse i dansk.

Den formative evaluering er meget kompleks, skriver Torben Spanget Christensen i flere kapitler. Kommunikationen i forbindelse med denne evalueringsform er flerstemmig. Både elevernes og lærernes stemmer skal indgå i en dialog. Bahktins teori om flerstemmighed inddrages. Elevers og læreres stemmer indeholder flere stemmer, som bærer præg af de påvirkninger, de har fået gennem tiderne fra andre mennesker.

I et kapitel skrevet af Vibeke Christensen beskrives målformuleringens betydning. Hun skelner mellem meget præcise instruktive mål, der er velegnede til læring af elementære færdigheder og viden, og ekspressive mål, som er bredere og ofte formuleres undervejs i en proces og i forbindelse med uventede drejninger i et undervisningsforløb. Som eksempler på undervisningsforløb, hvor ekspressive forløb er velegnede , nævnes projektarbejde og undersøgende litteraturpædagogik.

I et afsnit leverer Anke Piekut et forsvar for peer feedback. I forskningsresultater viser det sig, at feedback fra elev til elev er mere effektiv end lærerens feedback. Forudsætningen for dette er, at lærerne har gennemført stilladserende forløb, og at de opstiller klare kriterier for, hvad der vurderes, i en systematisk progression.

I alle kapitler gennemgås betydningen af, at eleverne gennem den feedback, de får, kan internalisere arbejdsmetoder og tilegne sig evaluerings- og fagsprog. De skal se deres læringsforløb i et metaperspektiv, der gør dem i stand til selv at regulere deres læring.

Bogen giver et veldokumenteret og inspirerende indblik i forskellige facetter af formativ evaluerin

Bogen giver et veldokumenteret og inspirerende indblik i forskellige facetter af formativ evaluering og kan anbefales til lærere og lærerstuderende. Det er indlysende, at der skal evalueres, og at eleverne skal lære arbejdsgange, som de selv kan bruge uden lærernes hjælp. Tankerne om evaluering og selvregulering optager efter min opfattelse rigelig megen plads i den pædagogiske debat. En konstant selviagttagelse og evaluering af egen læring kan hæmme engagementet i et fagligt indhold.

De mange angelsaksisk inspirerede fagbetegnelser styre mod et skolesyn, som er præget af det, som Keld Skovmand og Lene Tanggaard i deres bog "Hvad vi taler om, når vi taler om at lære" kaldes lærificering , der referer til noget instrumentelt og til detaljeret styring. Inspirationen til disse tanker er bl.a. den hollandske forsker Gert Biesta. Ordet skaber, hvad det nævner, og det sprog, man vælger at bruge i forbindelse med undervisning er styrende for undervisningens lærings- og menneskesyn.

Samtale og dialogisk undervisning er i mange humanistiske værker beskrevet med fremragende nuancer, og de kunne godt inddrages i en evalueringssammenhæng. Der er i den pædagogiske debat for mange mikrofonholderreferater af ph.d. er og danske og udenlandske forskeres resultater, uden at der stilles kritiske spørgsmål.

Powered by Labrador CMS