Debatten, der udeblev

Massivt flertal i Folketinget bag Danmarks Evalueringsinstitut

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Grundtvig er død.

En uhyrlig påstand i december, men den løber i pennen, når man sidder her og skal referere førstebehandlingen af regeringens lovforslag om Danmarks Evalueringsinstitut onsdag i sidste uge.

De folkevalgte kastede sig nemlig netop ikke ud i en levende og lidenskabelig debat om denne nyskabelse i dansk uddannelsespolitik, der meget vel kan gå hen og blive en af milepælene i skolehistorien, som i så mange år har været præget af Grundtvigs ideer om 'det levende ord'.

Faktisk var der ingen debat overhovedet, ordførerne læste bare stakåndet deres taler op, som om det ikke kunne gå hurtigt nok, og lovforslaget blev losset videre til uddannelsesudvalget, uden at nogen fortrak en mine. Én journalist, iført fotograf, så det ske. De øvrige pressefolk var gået en times tid før, da den såkaldte spørgetid om efterløn var slut.

På nær Enhedslisten støttede samtlige partier det ganske undervurderede lovforslag, der blev fremsat for en måned siden af undervisningsminister Margrethe Vestager.

Ingen kan være imod evaluering, heller ikke Enhedslisten, sagde ordføreren Søren Kolstrup. Men evalueringen skal ske i det daglige arbejde til gavn for de ansatte og skolen, og det er ikke, hvad lovforslaget lægger op til, mente han.

Enhedslisten var blandt andet betænkelig ved forslagets begreb om en 'fælles kvalitetssystematik' - alene ordet! vrængede Søren Kolstrup - der skal gennemlyse de forskellige uddannelser uanset disses respektive egenart.

- En sådan fælles kvalitetssystematik vil automatisk føre til fokusering på de målbare størrelser i læreprocesserne - og det vil i sidste ende give en dårligere undervisning, sagde Søren Kolstrup, der også forudser, at karaktererne, der bliver indsamlet af instituttet, vil føre til rangordning af skoler, selv om det angiveligt ikke er regeringens hensigt.

- Lovforslaget vil, som det foreligger, tage magten væk fra de ansatte og eleverne. Ministeren skal godkende, hvad og hvordan der skal evalueres, ministeren skal udpege formanden for bestyrelsen, og ministeren kan endda udstede påbud om opfølgning på en evaluering. Det er et brud på dansk skoletradition, som vi ikke kan støtte, fastslog Søren Kolstrup.

Positiv højrefløj

Højrefløjen i Folketinget var positiv over for lovforslaget, men argumenterede for, at evalueringsinstituttet bør kunne rangordne skoler, og at erhvervslivet skal være repræsenteret i instituttets bestyrelse.

Fungerende undervisningsminister, økonomiminister Marianne Jelved, afviste begge dele.

- Er det meningen, at vi skal rangordne mennesker og skoler i - jeg havde nær sagt - Grundtvigs fædreland? Desuden er det svært at give karakterer retfærdigt, medmindre det er regnestykker. Karakterer er ikke et eksakt videnskabeligt instrument, sagde Marianne Jelved.

Netop det med det videnskabelige er vigtigt for regeringen. Ligesom Økonomisk Råd skal Danmarks Evalueringsinstitut også være en videnskabelig, troværdig instans, hvorfor erhvervslivet og interesseorganisationerne skal holdes langt væk fra instituttets bestyrelse, understregede Marianne Jelved.

Grundtvig er om ikke død, så dog hårdt såret. Ligesom degnen i øvrigt.

- Oprettelsen af et nationalt evalueringsinstitut er et led i den afprofessionalisering af lærerne, som vi også ser i landene omkring os, især England, hvor den skolepolitiske inspiration synes at komme fra i disse år, kommenterer professor Mogens Nielsen, der er leder af Institut for Pædagogik og Uddannelsesforskning ved Danmarks Lærerhøjskole.

- Med sådan et institut siger politikerne: Vi påtager os nu det ansvar for kvalitet i undervisningen, som før var lærernes. Det skift i ansvarsfordeling gør det endnu mindre prestigefyldt at være lærer. Det er en sikker måde at skaffe sig lærermangel på.

Når debatten om evalueringsinstituttet er så tam, skyldes det ifølge Mogens Nielsen, at allerede den store læseundersøgelse og de mange efterfølgende forespørgselsdebatter i Folketinget i tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensens tid har skabt opbakning til et evalueringsinstitut.