Chef i orkanens øje

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når - hvis - regeringens lovforslag om Danmarks Evalueringsinstitut bliver vedtaget i Folketinget, så får dansk uddannelsespolitik en ny magtfuld mand/kvinde.

Nemlig den person, der bliver chef for instituttet.

Men vedkommende får det ikke let, forudser lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, Ole Harrit, der leder 'Projekt Skoleevaluering', som i tre år følger arbejdet med evaluering på 12 skoler.

- Kravene og forventningerne til instituttet er så modsatrettede, at chefen formelig kommer til at stå i orkanens øje, siger Ole Harrit.

Det kan man læse ud af lovteksten, tilføjer han. Den er udtryk for en slags dilemmatænkning.

- Instituttet skal på den ene side give tilbagemelding til brugere og politikere, men man påstår på den anden side også, at det her handler om at kvalificere lærere og elever og udvikle skoler, siger Ole Harrit.

Det dilemma bliver svært at håndtere for et kommende evalueringsinstitut. Sporene fra England, hvor evalueringssystemet har karakter af gold kontrol, skræmmer.

Den i øjeblikket mest indflydelsesrige person i det engelske skolevæsen er netop evalueringschefen, chefinspektor Christopher Woodhead, der angiveligt mener, at frygt er den personalepolitiske vej til motiverede medarbejdere.

Spændingen mellem kontrol og udvikling er historisk betinget, skriver lektor ved Odense Universitet, Peter Dahler-Larsen, i sin bog 'Den rituelle reflektion - om evaluering i organisationer'.

Ideen om evaluering blev således født i en anden tid, nemlig i slutningen af 1960'erne, hvor vi stadig befandt os i den såkaldt rationelle epoke. Dengang troede man på kontrol som styringsinstrument.

Det gør man ikke mere, i hvert fald ikke i spidsmiljøerne. Nu vil man bruge evaluering til refleksion og udvikling. Men det gamle tankegods om kontrol er stadig med.

Deraf denne spænding, der så grundlæggende præger ikke alene lovforslaget, men hele den stormfulde debat om evaluering.jvo