Iben Leth Jensen modtager prisen som årets natur/teknologi-lærer vest for Storebælt for sit smittende engagement for naturvidenskab.

Fire lærere hædret af Novo Nordisk Fonden

Helene Aakilde Lauridsen fra Vordingborg, Pernille Sveistrup Olsen, Espergærde, Jakob Warming, Ribe, og Iben Leth Jensen fra Østbirk blev hædret på Big Bang-konferencen i Odense.

Publiceret Senest opdateret

I denne uge løber den årlige Big Bang-konference af stablen i Odense. Traditionen tro benytter Novo Nordisk Fonden lejligheden til at uddele deres priser som årets naturfags- og natur/teknologi-lærere.

Helene Aakilde Lauridsen fra Gåsetårnskolen i Vordingborg er vinder af prisen som Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris 2023 Øst.

Helene Aakilde Lauridsen er årets natur/teknologi-lærer øst for Storebælt.

Hun får prisen for sin arbejde med at sørge for, at eleverne holder fast i deres medfødte nysgerrighed gennem hele skolegangen. Gør de det, skal de nok finde frem til løsninger på FN's 17 verdensmål, mener hun.

Derfor ser hun også gerne, at eleverne stadig hopper i vandpytter i 9. klasse. Det er nemlig et udtryk for, at de har en nysgerrighed og legesyghed, hun kan trække på i sin undervisning.

"Når eleverne starter i skolen, har de stadig den nysgerrighed, som skal til, men det bliver på en eller anden måde trukket ud af dem og rettet til inden udskolingen. Min opgave er at puste til gløderne af den nysgerrighed, så passionen for at være undersøgende kommer tilbage", forklarer Helene Aakilde Lauridsen i en pressemeddelelse.

"Det gør jeg blandt andet ved at få eleverne til at plante karse i en rævelort, lave insekthoteller eller lave tsunami-projekter i skolens festsal. Min undervisning er meget elevstyret, og jeg prøver så vidt muligt at træde lidt tilbage som lærer og i stedet støtte op om det, som eleverne bliver grebet af".

Vinder af prisen som årets natur/teknologi-lærer øst for Storebælt går til Pernille Sveistrup Olsen fra Grydemoseskolen i Espergærde.

Pernille Sveistrup Olsen er årets natur/teknologi-lærer øst for Storebælt.

Hun får prisen for sin hands on-tilgang til undervisningen. Eleverne får noget konkret i hænderne, inden de bliver introduceret til det videnskabelige sprog.

Det kan være, at eleverne forsøger at bygge kunstige stemmebånd, samtidig med at de lærer om lydbølger og hertz. Det er heller ikke unormalt, at eleverne bygger og programmerer robotter af Lego.

Prisvinderen er også med i et fagligt forskningsprojekt med undervisere fra Københavns Professionshøjskole om at give eleverne et naturfagligt sprog.

"Det handler om at kvalificere sproget og få øje på, hvad sproget kan hjælpe til med. Det gør, at jeg i dag har elever, der normalt var stille i undervisningen, men nu deltager aktivt i den, fordi de er blevet hjulpet til at være på sikker sproglig grund", siger Pernille Sveistrup Olsen i en pressemeddelselse.

Prisvinder smitter kollegaerne med naturfagsglæde

Modtager af prisen som Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris Vest er Iben Leth Jensen fra Østbirk Skole ved Horsens. Skolen vandt tidligere på året prisen som Årets Arrangør af Naturfagsfestival.

Novo Nordisk Fonden lagt vægt på, at hun er med til at smitte eleverne med sin egen passion for naturfagene og har "gjort det sejt at vide noget om natur/teknologi", som det lyder i begrundelsen.

"Jeg føler selv, at jeg gør en ekstra indsats for at gøre naturfagene interessante, og så er det virkelig dejligt at blive anerkendt for det, og at nogle ser og værdsætter den indsats, man laver", siger prisvinderen i en pressemeddelelse, hvor hun også får ros med på vejen for at inspirere både elever og kollegaer uden for undervisningstiden.

"Ungerne kan godt mærke, hvem der brænder mest for naturfagene på skolen. Jeg er glad for, at det på vores skole er sejt at vide noget om naturvidenskab, og at det er okay at være nørdet. Jeg prøver omvendt at fortælle børnene, at man ikke kan vide alt om naturvidenskab, men vi kan gå undersøgende til værks og finde ud af tingene sammen," siger Iben Leth Jensen.

Jakob Warming er årets naturfagslærer vest for Storebælt

Vest for Storebælt går prisen som årets naturfagslærer til Jakob Warming fra Vittenbergskolen Vadehav i Ribe.

Den får han for sit arbejde med at bruge naturen aktivt i sin undervisning. Det gør han i undervisningen generelt, men også i de to valgfag 'Nak og æd' og 'Natur og Motion'.

"Det med at komme ud i naturen kan noget helt særligt, og særligt også de store elever har brug for at komme ud i naturen og mærke, hvad det hele drejer sig om", siger Jakob Warming.

Ved hvad pengene skal bruges til

Med hver af priserne følger 250.000 kr., hvoraf 50.000 kr. tilfalder prismodtageren, mens 200.000 kr. tilfalder skolen. Hver pris uddeles til en lærer efter indstilling fra dennes skoleleder eller skolebestyrelse.

Helene Aakilde Lauridsen ser gerne, at pengene bliver brugt på grej til undervisningen i indskolingen og på mellemtrinnet, så eleverne starter i udskolingen fuld af energi på naturfagsundervisningen. Og resten på efteruddannelse af lærerne.

Iben Leth Jensen ønsker sig en bålhytte til mellemtrinnet og en udendørs vandhane.

"Det er de helt lavpraktiske drømme. Den store drøm er at få noget i stil med Almas Intelligente Have eller en masse Growbots - noget der kan inspirere til naturfagsundervisning i praksis på alle klassetrin," siger hun.

Jakob Warming ser gerne, at pengene går til at nyindrette et af skolens naturfagslokaler. Og til materialer særligt til dataopsamling, der gør det lettere at udnytte mulighederne for at undervise i skolens nærområde.

Pernille Sveistrup Olsen vil helst have, at hele lærergruppen på skolen er med til at bestemme, hvordan præmien skal bruges.

"Derved kan vi forhåbentlig udvikle den naturfaglige kultur på hele skolen og få alle til at føle, at det kan være med til at udvikle deres undervisning. Men hvis jeg skal pege på noget konkret, så tror jeg, at vi alle vil være glade for et femårs-abonnement til Eksperimentariet", siger hun.

Ifølge Berith Bjørnholm, Senior Vice President for Education & Outreach i Novo Nordisk Fonden, er formålet med at uddele priserne at "hylde og fejre de mange engagerede og dygtige lærerkræfter, som er helt afgørende for børn og unges interesse og læring inden for naturvidenskab".

Du kan læse mere om priserne her.