Skolestatus 2024

Overblik over det nye skolelandskab

Til sommer kommer der flere nye skoler til, end der nedlægges. Alene Esbjerg får 24 nye skoler. Folkeskolens årlige kortlægning over skoleåret 2024/25 viser, at der nu er 1.067 folkeskoler og 125 specialskoler.

Publiceret Senest opdateret

9 skoler nedlægges

Lolland Kommune nedlægger landsbyordningerne i Horslunde og Holeby. Begge steder går skolen fra 0. til 9. klasse. Også Aalborg og Vesthimmerland nedlægger hver to skoler, mens Sønderborg, Rebild og Thisted nøjes med hver en. Rebild nedlægger en specialskole (rettet fra tidligere version, hvor der stod Vesthimmerland, red.), alle andre er almenskoler.

19 skoler lægges sammen

Mens andre kommuner dropper store distriktsskoler, går Faxe og Brønderslev den modsatte vej. Østsjællænderne slår tre distriktsskoler sammen til to med tilsammen ni afdelinger, mens vendelboerne lægger fire distriktsskoler sammen til to skoler med i alt 12 afdelinger. Fem andre kommuner lægger skoler sammen parvis.

4 skoler får fælles ledelse

For år tilbage var det populært med fælles ledelse på skoler. Nu genopliver Aalborg Kommune modellen. Bislev Skole (62 elever) skal dele ledelse med Nibe Skole (699 elever), mens Sebber Skole (42 elever) får fælles ledelse med Farstrup Skole (143 elever).

5 afdelinger nedlægges

Fem skoler mister en afdeling. Det kommer ikke nødvendigvis som en overraskelse. Det har for eksempel længe været planen at samle Tune Skole i Greve Kommune på én matrikel, ligesom det for et år siden blev besluttet at nedlægge Blåhøj Skole, som indgår i et trekløver med Dalgasskolen og Artium Skole i Brande. I Rebild mister Kilden Børne- og Ungeunivers med tre afdelinger sin matrikel i Blenstrup. Bælum følger sandsynligvis efter i 2025.

2 skoler udvides med en afdeling

Specialskolen Sct. Jacobi Skole og Dagtilbud med 290 elever i Varde har pladsproblemer, så skolen udvider med en afdeling på en anden skole. I Brøndby har Brøndbyvester Skole fået tilknyttet et nyt dagbehandlingstilbud i dette skoleår.

5 skoler erstattes af en friskole

Blåhøj Skole ved Brande, Kilden Børne- og Unge- univers’ afdeling i Blenstrup, Ullits Skole i Vesthimmerland, Christinelyst og Klinkby Skole og Dagtilbuds afdeling i Klinkby og Vestervig Skole i Thisted ser ud til at blive erstattet af friskoler.

35 nye skoler

24 skoler i Esbjerg bliver igen selvstændige. Skolerne blev i 2015 samlet i syv distriktsskoler, men nu følger den vestjyske kommune trop på de senere års tendens med at dele sammenlagte skoler igen. Det samme gør Glostrup, hvor kommunens eneste skole bliver til fire, den ene med to afdelinger som før fusionen i 2012, mens Egedal Kommune gør to distriktsskoler fra 2014 til fire selvstændige skoler, hvoraf to kommer til at bestå af to matrikler. Gribskov og Rødovre følger en anden tendens, nemlig at samle specialafdelinger i en selvstændig specialskole med afdelinger på almenskoler. I København rykker en forholdsvis ny skole ind i nybyggede rammer. Arena Skole og Fritid åbnede i 2020 og har hidtil delvist boet i pavilloner. På samme vis flyttede Sluseholmen Skole i nye bygninger i januar i år. Fælledby Skole åbner til august og tager også imod de første børnehaveklasser i pavilloner på Amager. Først i 2032 rykker skolen ind i en ny skole med plads til fem spor.