Effekten af indsatsen på vejledningsområdet måles slet ikke. For man registrerer ikke, hvilken vejledning de unge får. Men det bør man snarest gå i gang med, mener Danmarks Evalueringsinstitut, Eva, der har undersøgt den uddannelses- og erhvervsvejledning, som de unge modtager.

Evalueringen handler om Ungdommens Uddannelsesvejledning i de 45 kommunale UU-centre, om Studievalg og om gennemførelse af påbegyndt uddannelse.

»Man taler ikke sammen, man skriver ikke sammen, og man ser ikke, hvad hinanden laver. Det er en markant svaghed i systemet«, siger Lars Gold­schmidt, der er administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører og har været formand for evalueringsgruppen.

»Men man kan ikke sige, at systemet ikke virker. For vi er ikke i stand til at sige noget fornuftigt om, hvorvidt det virker. Det er et problem, at man har et system, der overhovedet ikke måler på effekten af indsatsen. Især når man samfundsmæssigt siger, at en række af de problemer, som for eksempel Globaliseringsrådet påpeger, skal løses med mere vejledning«.

Lars Goldschmidt kalder de målinger, man har fået, for feel good-målinger. De unge er blevet spurgt, om de har været glade for vejledningen, og om de føler, at den har været tilstrækkelig.

»Men det egentlige spørgsmål: om vejledningen betinger en adfærdsændring, eller om den medvirker til, at man vælger bedre, det er der ingen målinger af. Og derfor siger vi, at det må man skabe et datagrundlag for at lave«.

»I og med at man overhovedet ikke registrerer, hvilke vejledninger der er foretaget på den enkelte, så har man heller ingen mulighed for at finde ud af, om det har virket. Vi har ikke målt på noget som helst, for der foreligger ingen data, som gør det muligt. Og det synes vi, at man skal etablere. Ikke bare for at kunne måle, men også for at bygge videre på den indsats, der er foretaget, og for at kunne korrigere den«.

Han mener dog ikke, at man på nuværende tidspunkt ville kunne have set, hvordan vejledningsreformen virker. Det er kun to år siden, den trådte i kraft, og når det handler om unge menneskers livsforløb, må man se på det i et otte-tiårigt perspektiv.

»Så det er meget tidligt at evaluere. Men det er ikke for tidligt at sige, at den praksis, man har nu om ikke at registrere noget som helst, den gør, at man aldrig kan finde ud af det«, siger Lars Gold-schmidt.

Eva påpeger i rapporten, at vejledningen ikke er tilstrækkelig sammenhængende, og formanden for evalueringsgruppen mener, at man både må opbygge et skriftligt system og skabe en tradition hos vejlederne for at mødes, når man overtager en ny elev. Så man kan tale om, hvilke udfordringer der er, og hvilken opbakning man har givet.

Det er Undervisningsministeriet, der bør etablere et nationalt elektronisk system, der kan sikre en systematisk og ensartet opsamling af data om den enkelte unge. Disse data skal sendes fra én uddannelsesinstitution til den næste, som den unge kommer på. Det skal fremgå, både hvilken vejledning og hvilken anden faglig, social og personlig støtte den unge har fået.

I rapporten konkluderer gruppen, at organiseringen i UU-centre har betydet, at vejlederne har fået en stærkere identitet, og man fremhæver, at opbygningen af professionelle miljøer også skal ses i lyset af, at centrene i stigende grad engagerer fuldtidsansatte vejledere.

Lars Goldschmidt fremhæver, at det bør være den normale ansættelsesform, men at man for at skabe sammenhæng i systemet også har brug for enkelte deltidsansatte - nogle, der arbejder både med vejledning og som lærere på skolerne.

Den virtuelle vejledningsportal fungerer godt og retter sig særligt mod de resursestærke unge, der selv kan hente informationer. Men evalueringsgruppen efterlyser, at Undervisningsministeriet sammen med forskningsverdenen, UU-centrene og Studievalg udarbejder en definition af gruppen af unge med særlige behov for vejledning.

Blandt vejlederne er der nemlig usikkerhed om, hvem de unge med særlige behov er. Eva understreger, at reformens mål er, at vejledningen skal målrettes unge med særlige behov, og Eva nævner »unge, der på grund af personlige forudsætninger, etnisk baggrund eller handicap har særlige behov for at få vejledning om valg af fremtidig uddannelse og job«. Her skal vejledningscentrene sætte ind. Både med mere vejledning og med anderledes vejledning.

I rapporten står, at vejlederne »typisk vægrer sig ved at prioritere vejledningsindsatsen, fordi de mener, at alle unge i princippet har behov for vejledning, og at det ikke tilkommer dem at prioritere«.

»Hvis man ønsker, at indsatsen skal målrettes - og det står i lovgivningen - så må man finde ud af, hvem den skal målrettes imod. Og det har systemet ikke fundet ud af«, understreger Lars Goldschmidt.

»Vi definerer ikke gruppen, men siger, at der er tale om meget forskellige definitioner, og at man bør definere gruppen. Man kan tage objektive kriterier og sige, at hvis man har svært ved at tale dansk, eller hvis man ikke har noget netværk, så er der en sandsynlighed for, at man klarer sig dårligt i uddannelsessystemet. Men man kan også vælge subjektive kriterier«. |