Anmeldelse
Jamies kogebog
Klik for at skrive manchettekst.
Jamie Oliver vil have os væk fra computeren og ud i køkkenet for at tilberede maden fra bunden. "Hvad er der blevet af rigtig og naturlig mad med naturlige dyrknings- og forarbejdningsmetoder? Det bør være naturligt at lave mad, og derfor er denne kogebog blevet en realitet".
Kogebogen, som er den syvende i rækken, tager udgangspunkt i restaurantprojektet Fifteen, hvor Jamie underviser sine kokkeelever. Derfor vil du få oplevelsen af at være med til en af Jamies undervisningsseancer. Den indeholder cirka 145 opskrifter, som er illustrerede med farvefotos. Den favner bredt, lige fra salater, dressinger, grøntsager til pasta, risotto, kød, fisk, skaldyr, blæksprutter og de velkendte desserter. Der er et afsnit, der fortæller, hvordan du hensigtsmæssigt arbejder i dit køkken, og hvilke redskaber der er anvendelige. Bagest i bogen er et register/opslagsværk.
Det gennemgribende i kogebogen er, at du får guidelines til at tilberede maden fra bunden af. Hvis du for eksempel drømmer om at tilberede pasta eller blæksprutte, så er fremgangsmetoden forståeligt beskrevet og tillige illustreret. Krydderurter, krydderier og dressing er en vigtig bestanddel i Jamies madlavning, og specielt når han arbejder med salater, idet det giver gode smagsoplevelser.
Overskuddet fra kogebogen går til Fifteen, som i dag består af fire restauranter. Her har unge, typisk med en socialt belastet fortid, mulighed for at blive professionelle kokke.
En spændende, lærerig og letforståelig kogebog, der bygger på grundelementerne i den gastronomiske verden.