Sinatur Hotel adopterer skoleklasse - følger elever fra 1. til 9. klasse

Nyt initiativ vil give elever et ordentligt indblik i deres erhvervsmuligheder. På Storebælt Sinatur & Konference tog man hul på 'adoptionen' af en af byens 2. klasser, som det første af mange besøg på hotellet.

Publiceret

"Virksomheder adoptere skoleklasser".

Sådan lyder navnet på et initiativ startet af Relationsnetværket, som blandt andet har til formål, "at eleverne får kendskab til de mange uddannelses- og erhvervsmuligheder", og "at eleverne får nye rollemodeller", som det fremgår af organisationens hjemmeside.

Initiativet er et velafprøvet koncept, der bygger på mere end 15 års erfaringer med flere danske virksomheder ombord på projektet.

En af dem er Storebælt Sinatur Hotel & Konference i Nyborg, som har taget hul på deres adoption af 2.a fra Birkhovedskolen i Nyborg.

Og det er starten på et langsigtet parløb.

2.a skal nemlig på virksomhedsbesøg to gange om året på, indtil de rammer 9. klasse.

Og fra direktør på Storebælt Sinatur Hotel & Konference Louise Hauge er der ingen tvivl om, at det første møde med eleverne var en kæmpe succes.

”Det gik rigtig godt. For det første var eleverne velforberedte. Man kunne tydeligt mærke, at de havde talt om, at de skulle på besøg”, siger Louise Hauge og fortsætter:

"Jeg synes, at eleverne var meget aktive, dygtige og interesseret".

Meget mere end et virksomhedsbesøg

Og det er ikke uden grund, at Louise Hauge mødte en engageret og velforberedt klasse. Med initiativet følger nemlig også en plan for, hvordan klassen bliver klædt bedst på til deres læringsbesøg og får det integreret bedst muligt i undervisningen.

Lærerne skal nemlig inden læringsbesøget have en snak med klassen om det forstående besøg hos adoptionsvirksomheden. Og her skal besøget også kobles på den konkrete undervisning.

Og netop integreringen med den resterende undervisning er vigtigt for at få forløbet til at blomstre, lyder det fra Louise Hauge.

"Det er så vigtigt, at eleverne får koblet deres skolearbejde til virkeligheden herude hos os. At de pludseligt ser, hvorfor det er vigtigt at kunne tale engelsk? Hvorfor skal jeg kunne regne? Og hvorfor er det vigtigt, at jeg følger med i natur/teknologi?".

Hos hoteldirektøren er der bestemt heller ingen tvivl om, at netop forståelsen af, hvad man kan bruge sin undervisning til, er den vigtigste del af virksomhedsbesøget.

"Jeg tror, at det er vigtigt for mange elever at forstå, hvad deres fag skal bruges til. Jeg tror faktisk, at det tit er en udfordring for særligt de elever, der ikke altid oplever, at de passer perfekt ind i klasselokalet at forstå, hvorfor det er vigtigt, at de er der. Og der tror jeg på, at virksomhedsbesøg som dette kan være med til at skubbe tingene i den rigtige retning".

Den bedste start

Der er ingen tvivl om, at 2.a og Storebælt Sinatur & Konference kom bragende fra start. Og ifølge Louise Hauge var det vigtigste i første omgang at få taget hul på relationsdannelsen.

"Vi synes, at det var vigtigste var, at eleverne fik mulighed for at stille deres spørgsmål under afslappede rammer. Så kunne vi få mulighed for at vise os frem, så de kunne få en fornemmelse af, hvem vi er. Det var et 'velkommen-til'-besøg, som vigtigst af alt skulle være hyggeligt".

Og hos Louise Hauge er der ingen tvivl om, at eleverne virkelig får noget ud af det længerevarende forløb, som der nu er taget hul på.

"Hvis man bare er i virksomhedspraktik én dag, så bliver det jo rigtig mange oplysninger, man skal modtage på ganske kort tid. Det betyder også, at man ikke kan komme i dybden", fortæller Louise Hauge og fortsætter:

"Med et forløb som dette har vi rent faktisk mulighed for at skabe et fagligt udbytte".

På et hotel som Storebælt Sinatur & Konference er der nemlig mulighed for at præsentere en bred vifte af fagligheder, påpeger Louise Hauge. Og netop det er en essentiel del af adoptionen, der også har krav om, at de enkelte læringsbesøg tager udgangspunkt i et fag eller tema, som eleverne har i skolen.

Læs mere om initiativet

"Vi har mulighed for at kigge på, hvilke processer der sker, når man gør rent. Vi har mulighed for at kigge på, hvad der sker med kød og grønt, når det bliver tilberedt. Vi kan snakke om klimaaftryk. Om økologi. Der er simpelthen ingen ende på, hvilke snakke vi har muligheder for at åbne sammen med eleverne", siger Louise Hauge.

Og på hotellet går der heller ikke længe, før man skal mødes med Relationsnetværket og klassens lærere for at evaluere første virksomhedsbesøg og beslutte, hvad eleverne skal præsenteres for næste gang de skal på besøg på det lokale hotel.

"Vi glæder os allerede til at tage imod eleverne igen", lyder det fra Louise Hauge.