Anmeldelse

Connect 7
Connect 7

På vej mod verden

Nyt engelsksystem vil gøre engelsk til klasserumssprog og elever til verdensborgere. Lyder det ambitiøst? Det er det også, og hurra for det.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med første bind i nyt engelsksystem lægger forfatterne op til, at eleverne skal blive verdensborgere, der er klar til fremtiden. Engelsk skal være klasserumssproget, og der er udgivet en lækker elevbog til formålet.

Fakta:

Titel: Connect 7

Forfatter: Tone Madsen, Siri Mohammad-Roe

Pris: 247,50

Sider: 164

Type: Elevbog

Forlag: Alinea

Pris: 1.957

Sider: 164

Type: Lærervejledning

Niveauet er umiddelbart højt og ambitiøst. Forordet i elevbogen er på engelsk, så eleverne møder sproget fra første side. I forordet får de en introduktion til, hvilken formel de fem kapitler er bygget op omkring. Alle kapitler består af de samme delelementer, nemlig "focus words", "before reading", "model text", "understanding" og til sidst "pause – and reflect". Det er den del af kapitlet, hvor eleverne kan reflektere over egen læring og arbejde med grammatik.

Bogens fem hovedkapitler giver en bred palet af emner til aldersgruppen. Der skal arbejdes med "A world of English", "Explore", "Growing up", "Encounters" og "Let me tell you a story". Efter de fem hovedkapitler er der et lille grammatikkapitel med de mest basale ting om ordklasser.

Systemets helt store scoop er, at alle kapitler indeholder litteratur skrevet af engelsksprogede forfattere. Med undtagelse af Roald Dahl er alle forfatterne nulevende. Vi ser således et spænd i forfattertyper fra førnævnte  Dahl over Sarah Crossan til Mark Haddon. Der er rig mulighed for som elev at møde forskellig litteratur, der helt tydeligt er nøje udvalgt, og ingen fortænkte tekster produceret til lejligheden. Når der skal læses litteratur, så skal der læses litteratur! Det er at tage eleverne alvorligt og at vise dem, at man tror på, at de kan arbejde med det, og honorere ambitionerne.

Der er hjælp at hente til forståelsen af litteraturen dels med engelsk-dansk gloseliste til teksterne, dels med masser af stilladsering i form af for eksempel førlæseaktiviteter. Dette vil være kendt for de fleste elever, da førlæseaktiviteter længe har været en fast del af mange dansktimer.

Lærervejledningen er en udvidet version af elevbogen. Dog er forordet til læreren på dansk modsat elevernes forord. Jeg kan godt savne, at også lærerne fik forordet på engelsk, så også de med det samme kommer ind i tankegangen med at gøre engelsk til klasserumssproget.

Man har som lærer alle tekster og billeder i fuldstændig samme udgave som eleverne. Ude langs siden har man så alt det, man har brug for til at variere sin undervisning og planlægge en lektion. Der er ideer til spørgsmål og opgaver, der er baggrund om kapitlets indhold og oplysninger om, hvad man kan finde online som supplering.

Onlinedelen, som følger med bogen, indeholder en tavlebog, kopiark, skriverammer til de skriftlige opgaver, så der er rig mulighed for stilladsering, inden man går i gang med opgaverne, indspilninger af alle tekster hvor, de er læst op af folk med engelsk som modersmål, og andet godt. Der er mulighed for at downloade de forskellige ting, så man kan printe og kopiere det, man har brug for. Onlinedelen er stillet op og layoutet som alt andet på Alineas portaler, så hvis man er fortrolig med disse, kan man nemt gå i gang med at bruge hele onlineuniverset.

Det er som sagt et ambitiøst system, der her har set dagens lys. Der er planlagt bøger til 8. og 9. årgang i årene, der kommer, så det bliver et komplet udskolingssystem. Netop ambitionerne gør systemet værd at bemærke. Der er virkelig lagt i kakkelovnen til, at eleverne skal tale, læse, skrive, tænke og arbejde med og på engelsk. For den lærer, der selv elsker engelsksproget litteratur og engelsk kultur, er der alle muligheder for at formidle det engelske sprog gennem netop litteratur.

Jeg kan være bekymret for, om det høje ambitionsniveau og indholdet kan afskrække nogle fra at investere i systemet og kaste sig ud i det. Til dem er der kun at sige, at de skal give det en chance. Foruden et varieret og bredt tekstindhold er der også en masse forskellige og lækre illustrationer. Alt sammen elementer, der bør give afsæt til spændende engelskundervisning. Så imens man venter på, at bøgerne kommer til 8. og 9. klasse, kan man roligt gå i gang i 7. klasse.

Om eleverne bliver verdensborgere af at arbejde med systemet, vil jeg lade den enkelte engelsklærer og de enkelte elever om at afgøre, når de er igennem bogen. Det kan måske umiddelbart være svært at måle på sådan lige med det første.

Powered by Labrador CMS