En bondetøs med sjette sans,

der havde været udenlands

i Finland, Chad og Singapore,

kom hjem til Faders Christiansborg.

Og i det lille bondeland

fortalte hun nu stolt hver mand

til skræk for store som for små,

hvordan på skolen hun nu så:

”En bedre skole end en god

med leg og løb og lektiebod.

For flere timer med en lærer

gør børn så kloge, de kan være”.

Men skønt en del deraf var sandt,

var der dog meget løgn iblandt.

Thi tøsen havde en sjette sans:

At snakke ihjel til lands og til vands!

En måned eller to forgik

og tøsen plan for skolen fik.

Så smurte hun sin røde mund

og kaldte hid en morgenstund

på presse, radio og TV.

Nu sku´ den store satsning ske!

Hun lagde frem da sin reform:

Det skulle være skolens norm

at børn den hele lange dag

imellem alle skolens fag

aktiviteter i det fri

med finske unger sku´ i krig.

En journalist fra TV2

der rakte op sin højre klo

og spurgte tøsen om en pris?

og hvem, der mon sku´ undervis´?

Hvordan mon degnene de stå?

Og fader, moder ligeså?

Ku´ poderne det virk ‘lig klare?

eller ride vil det som en mare?

”O bagateller”, udbrød hun.

Så rapt hun brugte nu sin mund.

Som vand fra kalv hun kunne tale

og ordene fløj som  sommersvale.

”I fjor da jeg var udenlands,

jeg brugte bar´ min sjette sans.

Jeg så en skole, jeg aldrig mage,

har set til skole i mine dage.

I kender vel Finland kun af navn

og tror den er som København?

Men nej, det var så klart at se,

det siger og´ O E C D

De ligger just som nr. ét.

Blandt alle land, de gør det ” fedt”.

De er så kloge, de læser godt,

og regning klarer de som snot.

Fordi de hele den lange dag

med degne kæmper en tapper sag.

Derfor skal også degne her

den ganske dag de små belær´”.

Da svared´ Clement fra DR2,

som også syntes han var god:

”Hør her på mig: Nu ærlig talt.

Det undrer mig, skønt overalt

i denne verden rundt omkring

man ser så mange mærk ‘lige ting.

De poder små, de degne grå

forældre, statsmænd ligeså,

de syns´ jo ik´ om din reform.

At den skal være nogen norm.

Og Løkke, Lars og Thul`sen-Dahl

de siger: du må være gal.

På vejen ligger der en sten.

Du brække vil dog dine ben,

hvis du vil presse frem din lov.

Den er det rene barnerov!”

Så snart hun hørte disse ord,

en skræk i tøsen stille fór.

Om ørene blev tøsen hed,

af panden sprak der angstens sved.

Men to ting lærte hun på rejse:

At bruge ord og højt at knejse,

og hun forstod så stærkt at lyve,

som hest kan rende, fugl kan flyve.

Nu var der her til lands konflikt

om degnes ret og degnes pligt.

Og tøsen gik til Fader Bjarne,

som mester var ud i at rane.

”Hør Far, I kan da vel begribe,”

hun råbte i sin store knibe.

For hvem vil ikke gerne spare

de kære ben for bræk og fare?

”Jeg tænker idelig på planen,

hvordan den reddes kan på banen.

Hvis du nu rigtig tænker efter,

og bruger alle dine kræfter,

mon så vi sammen med KL

kan sikres held og lykke til?”

Nu tøs og Fader begge to

gik hånd i hånd og djævelsk lo.

De gik til Ziegler i KL.

Tror de kan gøre, som de vil.

Men hvis vi nu i fællesskab,

kan åbne mund som hajens gab,

og sige nej til han og tøs.

Han er jo bar´ en lille fløs!

Og kæmpe som en bryggerhest,

og vise hvem der mon er bedst.

Så kan det ske, de støder sten

og brækker deres  blege ben.

Go´ kamp

Med solidarisk hilsen

Frank Zenas