“Det var mest, når jeg var derhjemme, at jeg kunne blive trist og ked af det. Oppe i skolen prøvede jeg bare at være gode gamle mig”.

“Skolen var lidt et frirum, hvor jeg bare kunne være mig selv igen”

Da Joachims mor får kræft og dør, bliver skolen et sted, hvor han både kan tale ud om sine bekymringer og holde en pause fra sorgen. Hans lærere hjalp igennem hele forløbet med at skabe den gode hverdag for et barn i sorg og en familie i krise.

Publiceret Senest opdateret

Ny dreng i klassen

I sommeren 2017 starter en ny dreng i 4.b på Nymarksskolen i Kerteminde Kommune. Han hedder Joachim Olsen, er ti år, og med sit lyse strithår, spinkle kropsbygning og generte fremtoning er han udefra set ikke en dreng, der skiller sig ud fra mængden.

Han er åben, snakker med alle og bliver hurtigt en del af fællesskabet i klassen. Og det er rigtig godt, tænker hans klasselærer, Ditte Hogstad. For Joachim har noget med i bagagen.

I tre år har Joachims mor, Vivi Olsen, været syg med kræft. Familien er meget åben om det, og Joachim husker, at det er noget af det første, som klassen får at vide, da han starter. Heldigvis er der ikke nogen, der driller ham med det, som klassekammeraterne gjorde på hans tidligere skole.

Her på skolen er det hele bare bedre, husker han.

For Ditte Hogstad er det første gang, at hun står med en elev, der lever med dødelig sygdom i familien.

“Jeg tænkte, at det var noget af en opgave, jeg stod over for. Jeg vidste jo ikke, om hans mor ville dø, men det var meget tydeligt, at det var alvorligt”, fortæller Ditte Hogstad.

Ditte Hogstad tog som Joachims klasselærer mange af de svære samtaler. ”Man skal hele tiden aflæse situationen, så man ikke kommer til at spørge ind til ting, som barnet ikke er parat til at tale om. Den balancegang er noget af det sværeste”.
Ditte Hogstad tog som Joachims klasselærer mange af de svære samtaler. ”Man skal hele tiden aflæse situationen, så man ikke kommer til at spørge ind til ting, som barnet ikke er parat til at tale om. Den balancegang er noget af det sværeste”.

På Nymarksskolen har de en handleplan for, hvordan lærerne håndterer situationen, hvis en elev mister en pårørende. Der står blandt andet, at man kan tænde et stearinlys, når en pårørende dør. Der er også procedurer for kommunikationsgange og begravelsesbuketter og den slags.

Men den er ikke så detaljeret, at der står noget om, hvorvidt Ditte Hogstad skal svare på sms’er fra forældrene om formiddagen, når de er bekymrede for, om Joachim har det godt i skolen, eller om hun skal tale i telefon med Joachims mor om aftenen for at forstå detaljerne i den seneste melding fra sygehuset.

Ikke desto mindre er det dét, Ditte Hogstad gør, og klasselærerjobbet får pludselig en ny og meget større dimension.

“Jeg var tilgængelig hele tiden, for jeg tænkte, at i sådan en situation skal jeg bare stå til rådighed. Det er den såre simple medmenneskelige kasket, jeg tager på dér. Ud over at jeg er hans underviser, er jeg jo også et lyttende menneske, der lægger øre til og vil hjælpe bedst muligt”, fortæller Ditte Hogstad.

Selv mistede hun sin mor som 18-årig, og det har præget hende som menneske og lærer.

“Da jeg mistede min mor, var der ingen i uddannelsessystemet, der italesatte sorg og savn over for mig og støttede mig i sorgen eller bare lod et ord falde”, fortæller hun og siger:

“Ud fra min egen erfaring har jeg lært, at det værste, man kan gøre, er at undlade at gøre noget. Det gælder om at være åben, vise sin tilstedeværelse og stå til rådighed med den støtte og forståelse, som man kan”.

På Nymarksskolen har de en skolefe, det vil sige en støtteperson, som taler med de børn, der har det svært.

Skolefeen hedder Bent Henrik Felgreen, og sammen med Ditte Hogstad sørger han for, at Joachim ikke føler sig alene, og at der altid er en voksen at snakke med. Ditte Hogstad holder tæt kontakt til Joachim og familien, og to gange om ugen stikker Bent Henrik Felgreen forsigtigt hovedet ind i klassen og trækker Joachim ud til en samtale.

Lærerne indfører flere særordninger for Joachim. Blandt andet kan han i enhver time få lov til at gå ud af klassen, hvis han har brug for at være lidt for sig selv.

“Der var nogle enkelte gange, hvor han blev meget vred over, at der var noget, han ikke kunne finde ud af, hvor jeg tænkte, at det måske var, fordi han var ked af det”, husker Ditte Hogstad.

I dag husker Joachim de første år i skolen som et godt afbræk fra bekymringerne i hjemmet. I skolen kan han fortælle vittigheder og “være den, der griner meget af ting”, når de spiller fodbold i frikvarteret, som han siger.

“Til at starte med fik jeg bare at vide, at hun nok skulle blive kureret, så jeg tænkte ikke så meget over det. Det var mest, hvis jeg var derhjemme, at jeg kunne blive trist og ked af det. Oppe i skolen prøvede jeg bare at være gode gamle mig”.

Den svære besked

Få måneder efter at hans yngste søn har skiftet skole, står Henrik Olsen foran et af sit livs sværeste øjeblikke. Sammen med sin kone, Vivi Olsen, skal han fortælle Joachim og hans storebror, at den kræft, der har spredt sig i Vivis krop, ikke er til at kurere.

På det tidspunkt har sygdommen sat sit tydelige præg på livet derhjemme.

Joachim gør meget for at få hverdagen til at gå videre, husker hans far. Han hjælper blandt andet til med madlavningen, og han er sjældent ude af huset mere end en time ad gangen, før han kommer hjem igen.

“Han var sådan lidt en tryghedsnarkoman. Han skulle lige se, om alting var, som det skulle være, inden han skulle noget”, fortæller Henrik Olsen, der tænker, at Joachim blev alt for hurtigt voksen i den periode:

“Joachim har altid været den der glade og muntre dreng, men han begyndte at se lidt mere spekulativ ud. Han fik sådan et ansigtsudtryk, som om han lige skulle tænke tingene igennem”.

Det plejer at være ved middagsbordet om aftenen, at forældrene overbringer de vigtige beskeder til deres to drenge, og det er det også denne torsdag aften, husker Henrik Olsen.

“Vivi fortæller selv, at lægerne ikke kan gøre mere. De kan ikke fjerne kræften eller gøre noget som helst, så hun har sagt ja til sådan en livsforlængende behandling. Og der bryder han sammen i gråd jo, det gør han”, siger Henrik Olsen.

Joachim bliver hjemme fra skole om fredagen, men om mandagen bliver Joachim og forældrene enige om, at han skal i skole igen.

“Noget af det sværeste var at sende Joachim i skole, når han var ked af det, og alle følelserne hang udenpå. Det var meget svært. Men samtidig var det også rart, at jeg vidste, at hvis der var det mindste, så skulle lærerne nok kontakte mig”, fortæller Henrik Olsen.

Om mandagen taler skolefeen Bent Henrik Felgreen med Joachim. Ofte går de en tur ned på skolens sportsplads, når de skal tale sammen, og andre gange finder de et ledigt mødelokale eller forberedelsesrum.

“Det var vigtigt, at han fik snakket de der ting igennem, der fyldte i ham. Det var lige så meget Joachim, der satte dagsordenen, som det var mig, der satte dagsordenen. Hvis der var noget, der gik ham på, eller hvis han var meget ked af det, så var det jo dét, vi snakkede om. Samtidig med at vi også fik snakket meget om, at det også er godt for ham at have det sjovt. Det var vigtigt for mig, at han forstod, at selv om hans mor var syg, måtte han gerne være glad indimellem”, siger Bent Henrik Felgreen.

Spørger man Joachims far, er der ingen tvivl om, at samtalerne betyder rigtig meget for Joachim.

MERE OM BØRN I SORG

Kræftens Bekæmpelse har udviklet podcasts, artikler, guider og ikke mindst undervisningsmateriale til lærere for alle klassetrin, der skal hjælpe børn i sorg. Foreningen har desuden flere onlinekurser målrettet lærere. For eksempel “Basiskursus i børns sorg”, “Hvordan kan du arbejde med sorg i klassen?”, “Forældresamarbejde, når familien er i krise” og “Når far eller mor er syg”. Tjek: cancer.dk/omsorg

Det National Sorgcenter tilbyder kurser i ventesorg, kompliceret sorg, sorg hos børn i dagtilbud med mere. Tjek: sorgcenter.dk/kompetencecenter

“Joachim ville jo ikke snakke så meget med mig, når han var frustreret eller ked af det, fordi han var bange for at gøre mig ked af det. Men det hjælper ham rigtig meget at tale med Ditte og Felgreen. Når han kommer hjem og har snakket med dem, er han meget mere glad og fri, som om han ligesom er løsnet lidt op. Så er han den glade dreng med smilehullerne, der kan fortælle vittigheder og sådan”.

Sengen i stuen

I februar 2019 flytter tolvårige Joachim og familien til Rynkeby.

I et stykke tid har hans mor fået jævnlige besøg af en sygeplejerske, og i stuen får sofaen og fjernsynet selskab af en hospitalsseng med hvide lagner, grå hjul og en sengehest af metal. Sengen står ved vinduet, så Vivi Olsen kan kigge ud i haven.

“Det var dér, det gik op for mig, at det virkelig ikke var godt”, fortæller Joachim.

Det går op for ham, at der måske ikke går mange måneder, før hans mor dør af kræft.

I Joachims klasse på Nymarksskolen sætter klasselæreren Ditte Hogstad et forløb i gang, hvor eleverne skal arbejde med temaet sorg og omsorg. Hun finder et materiale, der hedder “Lær omsorg”, der er udviklet af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, husker hun,

“Det var meget velegnet, der var både film, quiz og spørgsmål til refleksion i plenum, hvor man taler om grundfølelser og om, hvilke former for tab eleverne kan komme i tanke om. Til sidst skulle eleverne lave plakater, hvor de kom med konstruktive råd til, hvordan man bedst hjælper en ven i sorg”, siger hun og tilføjer:

“Det var vigtigt for mig, at vi kom omkring, hvordan man støtter en klassekammerat i sorg, for jeg ville jo gerne klæde de øvrige elever på til, hvordan de bedst modtog Joachim, når han en dag kom tilbage efter sin mors død”.

Lærer Bent Henrik Felgreen havde kun været skolefe i et par år, da han blev fast samtalepartner for Joachim, hvis mor ligger for døden. “Jeg bliver da også berørt af det. Det kan ikke undgås, når det er sådan et langt forløb”.
Lærer Bent Henrik Felgreen havde kun været skolefe i et par år, da han blev fast samtalepartner for Joachim, hvis mor ligger for døden. “Jeg bliver da også berørt af det. Det kan ikke undgås, når det er sådan et langt forløb”.

Klassekammeraterne skal huske at være, som de plejer, over for Joachim og tage ham med i legene, men de skal også være forstående og give plads til, at Joachims reaktioner kan være lidt anderledes.

Ditte Hogstad taler med klassen om, hvad man kan spørge Joachim om, og om at han nogle gange kan have brug for plads, og så taler hun med forældrene i klassen.

“Når man kører sådan et tematisk forløb, kan man jo sætte en masse tanker i gang i hovedet på klassekammeraterne. Det går lige pludselig op for dem, at tab er en del af tilværelsen. Så det er godt at have den øvrige forældregruppe med, så de ved, hvad man arbejder med”, siger hun.

Om formiddagen den 12. november 2019 underviser Ditte Hogstad klassen i tysk, da hendes mobiltelefon ringer. Det er Joachims far.

Hun går ud på gangen foran klasselokalet. Vivi Olsen skulle egentlig have været flyttet fra Odense Universitetshospital til et hospice den dag, men hun har pludselig fået det rigtig dårligt, lyder beskeden.

Nu er det nu, tænker Ditte Hogstad, og kort efter står hun og Joachim sammen ude på gangen, hvor elevernes jakker hænger på knager langs væggene.

“Jeg fortæller ham, at han skal pakke sine ting, og at hans mormor kommer og henter ham. Jeg siger selvfølgelig ikke, at hans mor skal dø. Men indeni tænker jeg: Bare han nu når at sige farvel”.

Efter begravelsen

Joachims mor er ved bevidsthed, da han træder ind på hendes stue på Odense Universitetshospital, men siden han så hende aftenen før, har hun mistet stemmen.

“Det var meget skræmmende i starten. Hun lå bare i sengen og lyttede og kiggede”, fortæller Joachim.

Han når at tage afsked med sin mor, inden hun dør, knap ti minutter efter at han er ankommet.

Joachim bliver hjemme den kommende tid. Han “får grædt igennem”, som han siger, og familien taler om det, der er sket.

Henne på skolen fortæller Ditte Hogstad de andre elever, at Joachims mor nu er død. Hun tager også med til begravelsen sammen med Bent Henrik Felgreen, en anden lærer og en fra skolens ledelse. Og da der er gået to uger, vender Joachim tilbage til skolen.

Der sidder elever og snakker både ude på gangen og inde i klasselokalet, da Joachim træder ind ad døren til klassen, men hver gang han nærmer sig en gruppe, går snakken i stå, husker han, og alles øjne hviler på ham.

“Det føltes mærkeligt at komme ind i et klasselokale, hvor de bare blev helt tavse, og hvor det eneste, der afbrød stilheden, var, at klokken ringede, og vi skulle begynde igen. Det var, som om tiden stod stille, og at ens følelser stod lidt stille”, fortæller Joachim og tøver, før han forklarer nærmere:

“Det var ikke, fordi folk holdt afstand, men det var, som om de tænkte, at … at ja, lige de første par dage skulle det ikke lige bringes op, at hun var død”.

På væggene i klassen hænger de hjemmelavede plakater med elevernes egne råd til, hvordan man hjælper en klassekammerat i sorg. Og efter et par dage løsner stemningen lidt op.

“Det var rart, da de turde spørge om, hvordan jeg havde det, og bare snakkede normalt til mig igen, ligesom hvis jeg var Joachim, uden at der var sket noget”, fortæller Joachim.

I tiden efter morens død bliver skolen igen det sted, hvor han kan sætte sorgen lidt på pause.

“Skolen var lidt et frirum, hvor jeg bare kunne være mig selv igen. Altså alle vidste jo, hvad der var sket, men jeg tror, at jeg tænkte, at jeg bare kunne være mig selv deroppe”, fortæller han.

Hele skolen vidste, at Joachim var i krise. Men alligevel kunne det være svært at opdage, når han var ked af det. ”Lige da hun var død, ville jeg næsten gøre alt for at skjule, hvis jeg blev ked af det. Jeg følte, at det var pinligt, hvis jeg begyndte at græde i klassen”.
Hele skolen vidste, at Joachim var i krise. Men alligevel kunne det være svært at opdage, når han var ked af det. ”Lige da hun var død, ville jeg næsten gøre alt for at skjule, hvis jeg blev ked af det. Jeg følte, at det var pinligt, hvis jeg begyndte at græde i klassen”.

Livet efter døden

I tiden efter morens død kan det være svært at komme hjem fra skole, fortæller Joachim.

“Det var ret mærkeligt at komme hjem til, at ens mor lige pludselig ikke var der. Det var ikke, fordi jeg kunne glemme, at hun var død, men jeg kunne godt glemme, at der ikke var nogen at komme hjem til”, fortæller han.

Klokken halv tre, når han træder ind ad døren, kommer han ofte helt automatisk til at sige: “Hej, jeg er hjemme”, som han plejede i de år, hvor moren var sygemeldt og gik derhjemme.

“Da hun levede, blev jeg altid budt velkommen med et hej og spurgt om, hvordan dagen havde været og sådan”, men når svaret udebliver, bliver han nu i stedet mødt af en trist følelse, der følger ham, når han stiller sine sko og sin taske på plads.

“Det var en ret mærkelig følelse at gå ind i køkkenet og stille madpakken på bordet, uden at der var nogen til at snakke med om, hvordan dagen var gået”, fortæller Joachim.

På skolen sørger Bent Henrik Felgreen og Ditte Hogstad for at være ekstra tilgængelige i den efterfølgende periode. Men efterhånden som hverdagen indfinder sig, bliver de faste møder med skolefeen afløst af en stående invitation.

Joachim kan indimellem have svært ved at holde fokus i timerne, men på trods af det går tabet af hans mor ikke mærkbart ud over hans faglige niveau. Måske ligefrem tværtimod.

“Det har givet mig en form for motivation til, at jeg skal blive så god i skolen, at det ville gøre min mor stolt”, fortæller han.

Den indstilling kan Ditte Hogstad godt relatere til, og i årene efter Vivi Olsens død griber hun efter de chancer, der byder sig til at rose og anerkende Joachim og samtidig nævne hans mor. For eksempel en dag i 8. klasse, da tyskundervisningen er afsluttet.

“En dag, da han pakker sammen efter timen, kan jeg se, at han gør sig meget umage med at lægge sine papirer sirligt sammen. Han gør det meget ordentligt. Og der ser jeg mit snit til at rose ham for det og sige, at jeg tror, at hans mor ville være stolt af ham”, fortæller Ditte Hogstad.

Joachim smiler. Han reaktion er både lidt genert og lidt glad. Men klasselæreren er ikke i tvivl om, at den lille gestus har en stor betydning. Også i dag flere år efter hans mors død.

“En af de vigtigste opgaver er stadigvæk at vise ham, at hans mor ikke er glemt, og at hun stadigvæk er en del af hans liv, og at det er naturligt at savne, og at savnet jo altid vil være større ved mærkedage og højtider. Derfor gør jeg mig også umage med at huske hans mors dødsdag, for så kan jeg tale med Joachim om hende”.

Powered by Labrador CMS