Børn og unge scorer i den her tid desværre historisk højt i de mistrivselsmålinger, der finder sted.

Sådan har det været siden midt 2010’erne, og det ser desværre ud til at det kun går en vej. Og så sent som 1. september i år har Børns Vilkår efterlyst en national handleplan for at bekæmpe børn og unges mistrivsel.

Der er utrolig mange og komplekse årsager til, at mistrivslen hos målgruppen er blevet så høj, det skal vi ikke komme nærmere ind på her. Foreningen Teater BorderLine har vi siden 2013 - med afsæt i teatermediets ’fælles tredje’ - tilbudt forestillinger for børn og unge i folkeskolen, der aftabuiserer omkring svære problematikker som ensomhed, alkohol i familien, kærestevold og skilsmisser.

Med vores teaterprojekter ønsker vi at give eleverne en kunstnerisk oplevelse, der på en og samme gang kan underholde og præsenterer dem for nye oplevelsesrum samtidigt med, at vi ønsker at opdyrke en samtalekultur, der gør det muligt for børn og unge at finde modet til at sætte ord på, hvordan de har det, hvis de går og har det svært i hverdagen.

Med andre ord ønsker vi at fremme et åbnet og trygt samtalemiljø. Teater BorderLine har de seneste år med støtte fra TrygFonden og i samarbejde med blandt andet TUBA været rundt med projekt ’Den største drøm’ på folkeskoler i hele landet.

Projektet, der henvender sig til elever fra 4. – 6. klasse, består af en forestilling, der sætter fokus på børn, der vokser op i en alkoholiseret familie. Efter hver forestilling har vi en dialog med eleverne med udgangspunkt i den fortælling, de lige har oplevet.

Hovedformålet med projektet er med udgangspunkt i en kunstnerisk oplevelse og gennem dialog og undervisningsmateriale at aftabuisere omkring alkohol i familier, og give eleverne en oplevelse af, at det er legitimt og godt at tale om det, der er svært.

Når vi laver aftaler med skolerne om vores besøg, er der som regel stor interesse og forventning omkring vores besøg og tematikken, og modtagelsen på selve dagen, når vi kommer ud på skolerne, er i langt de fleste tilfælde hjertelig. Men ofte møder vi også medarbejdere, der med skuldrene oppe om ørene sukker: ”Nåh ja, det var jo i dag I skulle komme”, og det kan synes som om, at vores besøg kan være en byrde frem for et tilbud om noget der kan berige skolen.

Eleverne har gennemgående været meget optaget af stykket og har engageret deltaget i den efterfølgende samtale om fortællingen i stykket. Og vi har oplevet, at stykket ikke kun har spejlet elever, der har misbrugsproblematikken tæt inde på livet, det har også perspektiveret andre former for svigt og konflikt eleverne kan opleve i deres hverdag. Efter forestillingen og samtalen med eleverne har vi registreret, at i langt de fleste tilfælde er stemningen ofte er en helt anden, når vi igen taler med lærerne.

De er glade og berørte. Både over det de selv har oplevet i forestillingen og over, at eleverne har været optaget af stykket, og flere har bemærket mere eller mindre ordret, at vores projekt har været en kærkommen mulighed for på klassebasis at tale om nogle af de svære ting, som det kan være vanskeligt at få taget hul på.

Vi opfordrer lærerne til at arbejde videre med det undervisningsmateriale, der er knyttet til projektet, så det indhold, der er i projektet, kan blive foldet mere ud. Men når vi gør det, møder vi ofte flakkende blikke, og vi kan se, at det nok ikke kommer til at ske.

Og så er der de skoler der takker nej tak til vores tilbud. Nogen skoler fortæller, at de ikke kan se sig selv i et sådant projekt. Adspurgt hvordan det kan være, svarer de, at det ”ikke er noget for dem.” Og på trods af at projektet er gratis for skolerne, er lavet samme med og kommer med anbefalinger fra både TUBA, misbrugscentre og lærere.

Vi ved, at de tidsmæssige ressourcer er begrænsede ude på skolerne i forhold til at få besøg af projekter som vores, men det undrer os alligevel, at vi møder så mange forbehold, når vi tilbyder et gratis teaterprojekt, som har så utrolig meget at byde på.

Det er en gratis ressource både i forhold til dannelse, læring, oplysning og det lange seje træk, når det handler om at bryde tabuer, samt det at skabe en anden og åben samtale-kultur.

Så kunne det ikke være en ide at give mere plads til kunstprojekter som ”Den største drøm”, så vi sammen kan være med til at bidrage til den bedre trivsel så mange børn har brug for??

Hvad er forhindringerne for at sige ja til sådan et projekt? Hvad skal der til for, at I siger ja? Er det svært for jer at få et projekt ind på jeres skolerne, der behandler et følsomt og tabuiseret emne?