Debat

Snart er der valg til hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening. Kandidat Palle Dons-Heltoft vil arbejde for, at pensionistsgruppen får større opmærksomhed.

Kandidat: DLF mangler klare regler for pensionistarbejdet

Det er påtrængende, at hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening forstår, at der skal laves formelle regler for pensionistarbejdet i kredsene, mener hovedstyrelseskandidat Palle Dons-Heltoft.

Publiceret Senest opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Fraktion4 - de pensionerede lærere - lever og har det godt ude i kredsene, men det er et stille og til tider hengemt liv.

Hvordan kan det være, at der ikke er mere opmærksomhed omkring en medlemsgruppe, der rummer en fjerdedel af foreningens samlede medlemmer?

I lang tid har kredsene mange steder udliciteret pensionistarbejdet til en bestyrelse af pensionister. Det er rigtig godt, at pensionisterne dermed får et ansvar for det lokale arbejde. Ulempen er blot, at kredsene glemmer, at der gerne må være et formaliseret samarbejde mellem kredsene og de pensionist-bestyrelser og pensionist-FKS’er, der arbejder for at aktivere, involvere og engagere pensionisterne.

Behov for formelle regler

Med de nye regler for kredsenes FKS’er er pensionisterne gledet endnu længere ud i glemslen. Der er ikke nedskrevet noget regelsæt for pensionist-FKS-arbejdet. Det er helt op til de lokale kredses forgodtbefindende.

Derfor er det nu blevet et meget påtrængende arbejde, at få Danmarks Lærerforening - hovedstyrelsen - til at forstå, at der skal laves formelle regler for pensionistarbejdet i kredsene og det samarbejde, der er nødvendigt for et godt pensionistliv i foreningen.

Mit håb er, at der rundt i kredsene opstår en forståelse for pensionistarbejdets betydning og et ønske om at hjælpe med at få formuleret nogle klare regler.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk.