Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Der er kommet en ny overenskomstaftale for lærerne og de andre kommunale ansatte. Den giver os i omegnen af 2.300 kroner mere om måneden, fortælles der. Men efterfølgende er det kommet frem, at når inflationen tages med, giver det ingen reallønsfremgang - nærmest tværtimod. 

Hvis lønnen ikke er succesen i aftalen, hvad er det så? Der er stadig forhandlinger, der venter, så det kan være, at succesen hentes hjem der. 

Jeg kan forstå, at der blandt andet venter forhandlinger om yderligere lønforbedringer. Mon ikke, at det i bedste fald bliver små forbedringer. 

Andre faggrupper står langt stærkere på dette område. Sygeplejerskerne har vist vejen, og til dels vundet den kamp, som deres fagforening har taget på dette område.

Skulle der være reelle yderligere lønmidler i udsigt, bør det tilfalde rugbrødslæreren: De lærere som tager det store slæb med mange ugentlige konfrontationer og helt almindelige timer i klasser med mange børn, der har brug for øget stilladsering, differentieret undervisning og at læreren kan praktisere low arrousel.

Vi er nødt til at kigge på arbejdsvilkårene

Danmarks Lærerforening har meldt ud, at de til organisationsforhandlingerne vil have en national ordning for nye læreres start i jobbet. Måske vil mentorordninger og reduceret arbejdstid redde nogle nye lærere for at blive skræmt væk fra folkeskolen, men det virker mere som en symptombehandling, frem for at fjerne årsagen til, at de nyuddannede lærere skræmmes væk: De generelle arbejdsvilkår. 

På listen står også en fornyelse af praktikordningen. Hvor kom den lige fra? Jeg tror ikke, at det er et højt prioriteret ønske for den gennemsnitlige lærer ude i folkeskolen. 

Lærerforeningen vil også bruge de 2 procent til organisationsforhandlingerne til efteruddannelse. Det lyder godt, men bliver det et reelt løft, der kan mærkes ude på lærerværelset? Jeg venter spændt.

Sidste punkt er bedre seniorrettigheder. Vi tabte retten til reduceret undervisningstid på fuld løn. Mange lærere kan se frem til et arbejdsliv med de nuværende arbejdsvilkår til de bliver 70 år. Er det realistisk? Hvordan holder vi på det 'grå guld'? Jeg mangler svarene fra arbejdsmarkedets parter på folkeskoleområdet.

Det kom for nylig frem, at hver tredje lærer er blevet udsat for vold i løbet af et skoleår. Hvor mange episoder kan det ikke udvikle sig til i løbet af et arbejdsliv? Hvorfor er et arbejdsliv uden vold ikke et forhandlingspunkt i organisationsforhandlingerne?

Sygeplejerskerne har brugt et lønløft i deres arbejde for at fastholde medlemmerne i professionen. Hvad skal være vores redskab i forhold til at fastholde og tiltrække lærerne? Det savner jeg svarene på. 

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk