Enhver, der står midt i det pædagogiske arbejde, ved, at der kan være langt mellem, hvad man ud fra et teoretisk perspektiv burde gøre, og hvad man ud fra sin pædagogiske erfaring kan gøre, skriver Alexander von Oettingen i sin nye, savnede bog "Almen Pædagogik" med den meget ambitiøse og dækkende undertitel: "Pædagogikkens grundlæggende spørgsmål".

Med afsæt i sin doktorafhandling fra 2006 forsøger von Oettingen på én gang at bringe den glemte eller oversete disciplin almen pædagogik tilbage til pædagogisk forskning og udvikling og at præsentere en indføring i videnskabsteori for lærerstuderende. Intentionerne lykkes langt hen ad vejen. Med afsæt i især tyske dannelsesteoretikere sætter han fokus på en række grundlæggende dilemmaer og paradokser, som professionelle lærere må forholde sig til. Og det er ikke - som i alt for mange oversigtsbøger til læreruddannelsen - teoretisk pulverkaffe, der serveres. Når store tænkere præsenteres, giver det mening i sammenhængen. von Oettingen er en fornem formidler, der er god til at trække principielle perspektiver op. Jeg ærgrer mig dog over, at bogen nærmest er støvsuget for konkrete hverdagseksempler, der kunne illustrere tankerne og hjælpe læseren ind i teksten.     

Men von Oettingens retning er klar: At undervise er altid modsætningsfyldt. Og politikeres forestillinger om, at forskningen kan fortælle, hvad der er pædagogisk evident, og at lærerne så blot skal implementere det i praksis, har intet med virkeligheden at gøre. Teori kan kun sige noget om det almene; selv den mest nuancerede og klare teori kan ikke indfange det netop-nu-særlige. Men når hverdagens praksis er kompleks, er der brug for teori til at kritisere og analysere den erfarede praksis og til at foregribe en mulig praksis. I bogens afsluttende tredjedel om pædagogikkens erkendelsesproblemer samles det hele fornemt op. Pædagogik ses her i livsfilosofisk, videnskabsteoretisk, uddannelsessociologisk og almen pædagogisk perspektiv.

Et tidligere afsnit om dannelse og religion lykkes dog efter min mening ikke. von Oettingen kritiserer, at han må ty til teologiske og kirkelige kredse for at diskutere sammenhængene mellem religion og pædagogik, men opregner nogle gode didaktiske principper. Undervisningen "må ikke forkynde", "skal lære eleven at identificere og kritisere religiøs fanatisme/entusiasme" og "skal indføre eleven i det religiøses særlige domæne, herunder religion, som offentlig viden og handlen". Men von Oettingens principper er ikke for religionsundervisning, men for hvad han kalder "religiøs dannelse". Her bliver han underlig før-moderne. Det er, mener han, en grundlæggende vanskelighed, at man "ikke kan lære om religionens tydninger og betydning uden en forudgående erfaring med religion og det religiøse". Ligesom fremmedsprogsundervisning forudsætter, at man har lært et modersmål, forudsætter undervisning i religion, at eleverne har erfaring med religion. Ja! Det er en vanskelighed. Men ikke specielt for religionsundervisningen. Det er en generel lærerudfordring.

"Det postsekulære samfund har indstillet sig på religiøse fællesskabers fortsatte beståen i sekulære omgivelser", siger oplysningstænkningens fremmeste repræsentant, Jürgen Habermas, et sted og opstiller nogle vilkår. von Oettingen skriver om, at der skal undervises i religion i skolen. Det skal der ikke. Der skal undervises om religion. Det er vigtigt, at skolen giver bred og dyb viden om religioner. Og om vilkårene for religionsdyrkelse i en pluralistisk forfatningsstat. Men skolen skal ikke danne religiøst.