Forfattere: Glenn Ringtved, Thomas Korsgaaard, Shekufe Tadayoni Heiberg, Martha Flyvbjerg Tode, Jonas Kleinschmidt, Nicole Boyle Rødtnes, Lise Villadsen og Tone Ottilie
300 kroner
144 sider
Forlag: Carlsen Puls
”Jeg ligger på briksen i lægens klinik med benene oppe i
bøjlerne. Mine fingre knuger min bluse, mens lægen tager handskerne på.(…) Så
mærker jeg, hvordan hendes gummihandskebeklædte fingre skiller mine skamlæber
ad” Så er vi i gang med novellen En rigtig cthulhu-fisse. Det er et fælles
tema for novellerne, at alle hovedpersoner virkelig gerne vil være 'helt
normale, samtidig med at alle har en forestilling om, at alle andre har
perfekte, smukke problemløse liv. Det er kun hovedpersonen, der kæmper med de
indre dæmoner, der siger 'Du er en håbløs impotent, selvoptaget nar'.
Annonce:
Nicole Boyle Rødtnes skriver i En rigtig cthulhu-fisse om
normaliteten og spændvidden i kønslæbers udseende (og man forstår vigtigheden
af, at eleverne i folkeskolen også går i bad efter idræt, så man kan se, at
normalitet er et vidt begreb). Thomas Korsgaards skriver om drengen fra det
miserable kakkelbordshjem, hvor der ligger agurkeskiver gemt i sofapuderne,
Tone Ottilies svagstseende skyggedanser står stærkt, mens Shekufe Tadayoni
Heibergs Leafy kæmper i novellen af samme navn for at være med i fællesskabet. Dildo/Zebra af
Martha Flyvbjerg Tode viser venindernes forståelse og hjælpsomhed, også over
for hovedpersonens manglende erfaring med sex. Samme tema findes i Jonas Kleinschmidts Ung kniv, helt slap. Her er venskabet hos drengene også med til at sætte fokus på, hvad der er normalt i forhold til kæresteliv og sex. Lise Villadsens mor i
Weekendhygge er psykisk ustabil, beregnende og formår til enhver tid at give
hovedpersonen skyldfølelser for overhovedet at være levende. Villadsen tegner
et godt billede af et fuldstændig dysfunktionelt familieliv med mor og datter.
Og så er der Glenn Ringtveds novelle Bare ord. Her er det
et tabu, der sjældent får plads, nemlig livet i en familie med far, mor og to børn, hvor den ældste, har en hjerneskade som barn. Han får en spastisk lammelse og
kan ikke længere spille fodbold og håndbold, og hele familiens hverdag bliver
præget af, at der altid skal være plads til Kians kørestol og til Kians behov. Det bliver forbudte tanker, der også fylder i datterens
hoved: ”Jeg tager ikke venner med hjem. Jeg kan se, at de ikke bryder sig om
det. Det forstår jeg godt. Alt det savl og mad ud over det hele. Alle de vilde
bevægelser og skrigene. Engang holdt jeg mig for ørerne. Det skal man ikke, siger
mor, for det var synd for Kian. Man skal jo acceptere det. At det er sådan, det
er.” Det glædelige i novellen er, at forældrene faktisk bliver klogere undervejs.
Tabu er en novellesamling, der lever op til sit navn. Der
er tabuer i unges liv (og i alles liv), der kan blive belyst, når man møder dem
i litteraturen. Det er ikke en selvhjælpsbog, men det er litteratur i
novelleform, der viser unge læsere, at ”du er ikke alene”, der findes andre,
der også synes, at livet er svært. Dansklæreren kan læse og fortolke novellerne sammen med
eleverne i overbygningen. Tabuerne kan være svære at gøre til genstand for
nykritisk analyse, nogle af novellerne kan være et tilbud til elevernes egen
læsning, men Glenn Ringtved og Lise Villadsens noveller viser fint (uden at
være grænseoverskridende for en dansklærer), hvorledes tabuer trives overalt.
Litteraturen giver os (elever, lærere, læsere) mulighed for
at se verden med den andens øjne, således som filosoffen Martha Nussbaum har
sagt. Her i Tabu kan man som voksen se verden og møde sig selv i verden med
et nyt perspektiv.