Anmeldelse
Taleserie 4 - Familien Jensen
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Dette materiale er beregnet til undervisning af voksne tosprogede elever, der skal lære dansk. Målgruppen er elever på sprogcentrenes spor 2, trin 1. Tidligere er udkommet 'Taleserie - Familien Jensens hverdag', 'Taleserie 2 - Familien Jensen' og 'Taleserie 3 - Familien Jensen'.
Materialet består af en grundbog, et lydbånd til eleven samt en lærermappe med tilhørende lydbånd. Grundbogen er en engangsbog. Den er bygget op over emnerne geografi og vejret, bolig og fritid samt fest og indkøb. Grammatikken sætter fokus på tillægsord og biord samt repetition af verber, navneord og stedord. Teksterne tager udgangspunkt i en dansk families hverdag i relation til de nævnte emner.
Talesproget danner udgangspunktet for arbejdet, men der lægges også op til læsning og skriftlig fremstilling. Billedserier, dialoger, lytteøvelser og mange gentagelser indgår som faste elementer. Teksterne er gode med velvalgte temaer, der belyser det danske samfund. Flere autentiske tekster og formularer forbereder eleverne på situationer, som de vil komme ud for i hverdagen. Det skriftlige arbejde understøtter det mundtlige og har relation til de valgte emner.
Elevbåndet indeholder blandt andet dialoger og lytteøvelser. Der er indlagt pauser i forbindelse med opgaverne, så eleverne kan gentage sætningerne. Hver elev bør have et lydbånd med grundbogens tekster, så man kan øve sig hjemme. Indlæsningen af lydbåndene er god.
Lærermappen indeholder vejledning, kopisider til kursisterne og forlæg til plancher og overheads til arbejdet i klassen. Til hvert kapitel i elevbogen er udarbejdet en test og et retteskema. Lydbåndet til lærermaterialet indeholder dialoger og lytteøvelser. Dialogerne på lærerbåndet er indtalt uden pauser.
Grundbogen virker god, pædagogisk og særdeles systematisk. De sort-hvide tegninger er enkle og tydelige. Materialet lever fuldt ud op til den høje standard, som har præget de tidligere udgivelser i serien. Det anbefales til undervisning af tosprogede voksne. De ældste elever i folkeskolens modtageklasser vil også med fordel kunne bruge systemet.