Anmeldelse

Tid til dansk 7. klasse luk vinduet op

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogens poetiske titel lover ikke for meget. Der åbnes i bogen mod både æstetiske oplevelser, til konkrete færdigheder i dansk og til et læringsmiljø, hvor der er plads til fælles oplevelser og differentierede læringsforløb.

Bogens hovedoverskrifter er følgende: »Gyser«, »Edvard Munch«, »Viser«, »At fortælle historier«, »Sorg og glæde«, »Digt og virkelighed«, »En komedie«, »Noveller« og »At læse en roman«.

Som det allerede fremgår af oversigten, spiller arbejdet med genrer en stor rolle. Bogens styrke er fremragende oplæg til arbejde med fiktive tekster og kunstbilleder. Opgaverne inspirerer til et grundigt arbejde med begreber, genrer og færdigheder i forbindelse med arbejde med fiktion. Elevernes egen skaben og opdagelse af regler og begreber lægges der stor vægt på.

De skaber deres tolkninger i samspil med lærerne. Der er mange meddigtende opgaver og dramatisering. Der er også solidt arbejde med mundtlige genrer, for eksempel inter­viewet. Oplæggene bærer præg af en god føling med elever i folkeskolens hverdag.

Lærervejledningen er grundig. Sideløbende med vejledningen til de enkelte afsnit er der bragt faglige artikler om genrer, tekstlæsning og tekstforståelse, som ikke er skrevet af lærebogens forfattere. Jeg synes, at de virker lidt påklistrede i forhold til det øvrige materiale.

Der er god plads til de skrevne tekster på siderne. Layoutet er læservenligt, og der er en overdådighed af malerier. Ud over kunstmalerier er der fotoer, billeder fra film, stregtegninger og stillbilleder fra film. Edvard Munch er der mange billeder af. Det er en stor fordel, at opgaverne er anbragt på farvede sider for sig selv, så de ikke bryder rytmen i bogens visuelle udtryk.

Intet undervisningsmateriale kan det hele. Selv om der i forbindelse med tekstarbejdet er gode skriftlige opgaver, må arbejdet med skriftligheden suppleres med andet materiale. Sagprosaen er stort set ikke med. Jeg kunne godt have ønsket mig, at forfatterne havde demonstreret samme spændende tilgang til sagprosa, som de har vist i forbindelse med skønlitteratur.

Der er grund til at glæde sig over mange gode materialer til dansk på mellemtrinnet. Fagudvalgene kan vælge blandt en bred vifte af materialer af topkvalitet. Dette materiale er et af de allerbedste af disse mange gode materialer, et materiale, man bør tage i betragtning, når man skal vælge et grundmateriale til dansk.

Powered by Labrador CMS