13-årige Hayat-Sophia, blot kaldet Baba, går i 7. klasse og bor i ghettoen med sin familie: den fitnessbesatte storebror, den halalslagtende far, som har sin helt egen version af det danske sprog, og den stærke, jordnære mor. Udfordringer har Baba nok af: Hendes klasse er mildest talt en pædagogisk udfordring, familiens - særligt hendes fars - vanvittige påfund giver hende en del at blive forlegen over, og hendes bror bliver en overgang mistænkt for at være terrorist.

Bogen tager fat om en lang række fordomme og behandler dem gennem humor, sarkasme og et befriende mod til at sige tingene ligeud af posen. Kristina Aamand, forfatter til historien, har i forbindelse med udgivelsen af romanen givet udtryk for, at hun ønsker at fortælle historien om en sej, arabisk pige med power og derigennem nuancere det ofte meget negative billede, der via medierne fremstilles af livet i ghettoen.

Romanen lægger sig i kølvandet på Manu Sareens bøger om Iqbal Farooq hvad angår både tone og tematik - dog når fortællingen om Baba i mine øjne ikke helt op på niveau. Romaner af denne karakter er på sin vis befriende og morsomme og giver rigtig nok en stemme til de etnisk-danske. En bekymring kan dog være, at skildringen igen går hen og bliver meget stereotyp, og at nuancerne dermed forsvinder. Det gengivne gebrokne danske og de utallige misforståelser på tværs af kulturerne, som gentages og gentages i netop denne type fortælling, er måske i virkeligheden med til at cementere et billede, som derfor måske må nuanceres via andre - og fornyende - fortællinger fra ghettoen?

Uanset hvad er romanen læseværdig, og elever fra 7. klasse vil uden tvivl blive godt underholdt og muligvis få lidt at tænke videre over. Som Baba reflekterer: "Og så en ekstra vigtig ting: Man kan vælge at være en plettet perker, have ondt af sig selv og glo på sine fejl dagen lang, eller man kan vælge at være en perker på pletten. En perker, som tager chancer, er foran, trendy, modig og good looking!"