Anmeldelse
Nøddeknækkeren og musekongen
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Den italienske tegner Roberto Innocenti, som i Danmark blandt andet huskes for sin illustrering af Dickens 'Et juleeventyr' og for den markante billedbog 'Rose Blanche' fra Tyskland under krigen, har fået øje på E.T.A. Hoffmanns 180 år gamle fortælling om 'Nøddeknækkeren og musekongen'.
Innocentis store, pertentlige, ofte bruntonede illustrationer appellerer både til den umiddelbare nydelse og til den intense detaljejagt, og de indfanger en dobbelthed af idyl og dæmoni, som også præger Hoffmanns historie.
Efter at gaverne er blevet delt ud juleaften, får legetøjet og nøddeknækkeren selvstændigt liv i den syvårige Maries natteliv, og signalerne fra hendes djævelske og fingerferme onkel farver hendes placering midt i krigen mellem den elskede nøddeknækker og musekongen med de syv hoveder. Historien er oversat i et nuanceret og læse-op-venligt dansk, som gør denne bog til en fryd for børn og voksne at mødes om, hvis man interesserer sig for andet og mere end den almindelige nedtælling til gavebraget.
Denne historie gaver op til sindets kringlede kamre og fører tankerne til både H.C. Andersens tingseventyr, nutidens magiske realister og Walt Disneys evindelige juleshow.
Den er bestemt til alle aldre - og bedst, når de er sammen.