Anmeldelse
Huset med de syltede hjerter
Huset med de syltede hjerter
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Peter Mouritzens "Huset med de syltede hjerter", med undertitlen "Historier med huse", består af syv korte fortællinger, som har et fælles omdrejningspunkt: at beskrive steder og fornemmelser, der fylder noget særligt i erindringerne fra barndommens land. Steder, som på et tidspunkt må forlades for at blive forvandlet til særlige minder om noget, der var engang.
Fakta:
Titel: Huset med de syltede hjerter
Forfatter: Peter Mouritzen
ISBN: 9788763814812
Pris: 199,95 kroner
Sider: 76 sider
Type: Bog
Forlag: Høst og Søn
Fortællingerne er sprogligt intense og velfortalte, men absolut ikke nemme at gå til. Titelnovellen "Huset med de syltede hjerter" handler i bund og grund om, hvordan vi parkerer vores barndomshjerter på særlige steder, steder, som får en særlig, næsten fysisk betydning, når vi som voksne tænker tilbage på både godt og ondt.
Søren Jessens på én gang fantasifulde, dramatiske, knugende og poetiske illustrationer sender tankerne i retning af Salvador Dali og resulterer i en dragende billedside, som bliver en særdeles betydningsfuld medspiller i måden, hvorpå fortællingerne rammer læseren.
"Huset med de syltede hjerter" er kompliceret og udfordrende børnelitteratur, som stiller store krav til de unge læsere - og det er godt! Men det er heller ikke problemfrit. Teksterne er så abstrakte, at jeg kan frygte, at en del læsere bliver koblet af undervejs. Fortællingerne kræver en aktiv, tolkende læser, og de vil derfor være bedst egnede til litteraturundervisning på det sene mellemtrin og i overbygningen. Samtidig vil de kræve en yderst engageret og motiveret dansklærer. For selv som voksen læser skal man holde tungen lige i munden for at komme ind bag facaden på alle disse huse og deres besynderlige mennesker. Men det er helt afgjort forsøget værd.