I 51 ultrakorte kapitler fortælles enkelt og ligetil om det utåleligt pinagtige i at leve i uvished og utryghed som flygtning i Danmark (oversættelsen hjemliggør skildringen) uden at have fået asyl. De to børn, lillebror og storesøster, lever illegalt og dermed nærmest indespærret hos skiftende flygtningevenner. Moderen lider af depression og er hospitalsindlagt, faderen er landflygtig i Eksjugoslavien, sit tidligere hjemland. Efter en vilkårlig arrestation er han flygtet fra fængslet.

Børnene er ved at gå til i uvirksomhed, uvished, isolation. Fokus på drengen, hans tanker, gøren og laden. Hans desperation får stærke fysiske udtryk. Beretningen er fåmælt, den virker ærlig og overbevisende. Det gør også vignetterne af Tors Nygren, forfatterens landsmand.

Det hele ender forholdsvis lykkeligt med opholdstilladelse for den lille stadig faderløse familie. Spørgsmålet er imidlertid, om bogen med sin dvælen ved børnenes rådløse fortvivlelse er pædagogisk velanbragt over for elever på mellemtrinet, som den - bedømt på sit sproglige niveau - henvender sig til? Elendighedsskildringen bidrager i hvert fald ikke til at give eleverne livsmod.