Anmeldelse

Den store djævlekrig, bind 1-4

Set under en undervisningsmæssig synsvinkel er "Den store djævlekrig" et fund og en gave til skolen. Det er forrygende ondt og meget, meget morsomt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"For dæwlen da!" Sådan udtrykte en 8.-klasse-elev sig, da Kenneth Bøgh Andersen havde afsluttet sit foredrag på undertegnedes skole i det allersydvestligste hjørne af landet. "Hvor er han sej!". I ugerne efter besøget blev eleverne ved med at spørge om, hvornår "bind 4" kom. Og nu er "bind 4" her altså, og Kenneth Bøgh Andersen har afsluttet sit firebindsværk "Den store djævlekrig".

Fakta:

Titel: Den store djævlekrig, bind 1-4

Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen

Type: Bog

Forlag: Høst og Søn

Spørgsmålet ved seriens start var, om den søde og meget artige dreng Filip kunne ende som en djævel med al den ondskab, som det indebærer. Efter de næsten 1.300 sider ved vi, at det kunne han. Han ender endda med at frelse både Himmel og Helvede. Frelsende engel og djævel i ét. Kenneth Bøgh Andersen har skabt et i ordets mange betydninger fantastisk univers.

På forfatterens hjemmeside kan man læse: "For en del år siden læste jeg Bent Hallers store - og fantastiske - roman "Lille Lucifer". Et sted i bogen bliver hovedpersonen kaldt djævlens lærling, og i det samme slog det mig, at det kunne være sjovt at skrive en historie om en sød og artig dreng, der ved en fejl havner i Helvede og bliver netop dét - Djævlens lærling. Samtidig skulle bogen være en slags "Den Guddommelige Komedie" for børn og unge, idet jeg gerne ville fortælle om, hvordan der ser ud nede i Helvede - i min egen blodige og morsomme version".

Serien ender ikke i de store altopslugende dommedagsslag, som i så meget anden fantastisk litteratur. Den ender i et svar på Filips spørgsmål: "Hvad er meningen med livet?" Svaret skal ikke røbes her, men for de læsere, som serien er rettet til, børn og unge, er det et aldeles brugbart svar, oven i købet givet af selveste Jahve.

Ud over en medrivende handling, som er genialt komponeret, møder læseren et væld af mytologiske og religiøse personer, for eksempel Herkules, Hades, Jack the Ripper, Pilatus, guden Odin, Samson, ærkeenglene og apokalypsens fire ryttere. Forfatteren Astrid Lindgren er også med.

I serien er der klare henvisninger til og gøren brug af bibelske fortællinger. Vi får nye versioner af for eksempel syndefaldsmyten, Noahs Ark og slaget om Jeriko. Der spindes græske gudesagn og andre religioner ind i romanernes billedtæppe.

Frem for alt - og det er seriens helt klare force - er bøgerne skrevet med et fantastisk sprogligt overskud og en befriende og djævelsk god humor. "Den store djævlekrig" er en gave til skolen. De fire bind rummer en ganske stor del af det europæiske grunddannelsesstof. Godt nok twisted og drejet, men aldrig fordrejet. Der er til timers fantastisk læsning, og undervisningsstoffet står i kø.

Arbejdet med Kenneth Bøgh Andersens sprog ligger lige til højrebenet. De store europæiske grundmyter og grundfortællinger ligger klar til forhånden, og der åbnes op for en givende brydekamp med filosofi udtrykt i spørgsmålet "Hvad er meningen med livet?"

Hvorfor ikke tage chancen og lade de fire bind være krumtappen i et stort fagsamarbejde mellem dansk og religion/kristendomskundskab? Eleverne fra 6.-7. klasse vil være med på det!