Kanonudvalgets anbefalinger er for svagt begrundet

Skal vi have en obligatorisk liste, fordi eleverne ikke møder de ældre tekster i skoletiden? Undervisningsministeriets kanonudvalg er lidt uklar i forhold til, hvordan den aktuelle situation er. For eksempel siger rapporten: Vi har med en vis systematik nedbrudt elevernes kendskab til både de store forfattere og den litteraturhistoriske kronologi. Men samtidig fremgår det af et bilag, at der i skolen læses mange kanonforfattere. Rapporten har indimellem et stærkt agiterende sprog: Kan vi stiltiende se på, at eleverne ikke sikres et kvalificeret møde med de vigtigste forfatterskaber? Nej, da. Men udsagnet rejser flere spørgsmål, end det besvarer. For hvem er det, der er stiltiende og ikke sikrer eleverne et kvalificeret møde? Vel ikke de mange lærere, som udvalget rosende omtaler for det arbejde, der allerede gøres med læsning af ældre tekster?

Udvalgets medlemmer har udvidet deres kommissorium og peger på forfattere, som eleverne skal stifte bekendtskab med. Målet er, at eleverne har fælles litterære referencer efter endt skolegang. Det er et udmærket mål, men kun hvis de litterære oplevelser har medvirket til elevernes sproglige og personlige dannelse. Derfor er det overraskende, at børnelitteratur er fravalgt. Dansk børnelitteratur har åbenbart ikke centrale forfattere. Men det er spørgsmålet, om ikke en del ældre børnelitteratur kan leve op til klassikerkriterier og gennem en kanoniseringsproces burde indtage deres plads i skolens undervisning.

Udvalgets medlemmer har afgivet deres anbefalinger i enighed, men det kan undre, at folkeskolen ikke er blevet bedre tilgodeset i rapporten. Den gør opmærksom på, at der ved udvælgelse af kanonforfattere kan være tale om en vis vilkårlighed, og det siges, at en kanonliste er til diskussion. Forhåbentlig kan diskussioner føre til en revision af denne, så den får bedre mulighed for at fascinere og fornøje alle aldre i folkeskolen.

Rapporten tager ikke stilling til, hvornår forfatterne skal læses. I folkeskolen er dette spørgsmål særlig relevant, da der er stor forskel på de yngste og de ældste elever. Langt de fleste af de forfattere, der optræder på den obligatoriske liste, kan kun komme på tale hos de ældste, i hvert fald hvis teksterne skal have kanonkvalitet. En ophobning af kanontekster på de ældste klasser vil mindske tiden til læsning af nyere tekster. Dette vil ikke fremme læselysten hos en stor del af de unge.

I rapporten kan man læse, hvad der var udvalgets opgave, hvem der sad i udvalget, hvad udvalget anbefaler, og med hvilke begrundelser udvalget er kommet frem til sine konklusioner. Så vidt så godt. Læst med en folkeskolelærers øjne er der dog så store overraskelser i rapporten, at læseren på flere områder kommer til at savne dybde i udvalgets begrundelser