Så meget gys med så få ord. At få en historie til at fungere på bare femten sider er en udfordring for enhver forfatter. Læg oveni, at sproget skal være enkelt, og at lixtallet skal være på 16. Og kræv så, at historierne skal være uhyggelige. Noget af en udfordring. Men Kenneth Bøgh Andersen klarer den ud over alle forventninger. Her er ikke bare tale om gys for rollinger. Man narres ind i hverdagssituationer med Gustav, der bliver mobbet og derfor mobber sin lillebror, eller Kasper og Andreas, der konkurrerer om, hvem der er sejest til at sove i det forladte hus. Men bedst som man lulles ind i den perfekt beskrevne danske børneverden med hvad dertil hører af sorger og glæder, bliver man brutalt revet ud af ubehageligt chokerende hændelser. Og nej, jeg taler ikke om de sædvanlige hujende kirkegårdsspøgelser. Hvor man som voksen (og ofte desværre også som barn) næsten altid kan regne ud, hvad uhyggen kommer til at bestå i, er her ingen chancer. Vi taler her om gedigent gyserhåndværk med Bøgh Andersens umiskendelige talent for twist. Letlæsningsbøger af denne kaliber er en gave til nye læsere. Men jeg må på det skarpeste advare børn mod at læse disse historier højt for voksne inden sengetid. I ender med at skulle holde dem i hånden, til de sover ...